Tidligere Interpol-leder idømt fængsel

Kina smed sidste år Meng Hongwei ud af kommunistpartiet og indledte retssag mod ham for bedrageri

Den tidligere leder af Interpol, kineseren Meng Hongwei, er blevet idømt 13,5 års fængsel i Kina, oplyser en lokal domstol ifølge Reuters.

Kina smed sidste år Meng Hongwei ud af kommunistpartiet og meddelte, at han ville blive retsforfulgt for bedrageri.

Det oplyste en disciplinær komité i partiet.

- Meng Hongwei overholder ikke partiets principper, rapporterer ikke om personlige anliggender, som det fremgår af reglerne ... Han har nægtet at iværksætte beslutninger fra partiets centralkomité, hed det i en erklæring fra den disciplinære komité i kommunistpartiet.

Meng forsvandt i 2018 under mystiske omstændigheder. Han vendte ikke tilbage til Interpols hovedkvarter i Frankrig efter en rejse til Kina.
Hans kone meldte ham savnet.

Senere kom det frem, at Meng var tilbageholdt i sit hjemland. Interpol meddelte herefter, at han var trådt tilbage som leder af den internationale politimyndighed.