Tidligere PET-chef på anklagebænken: Har nægtet at tale med politiet

Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf er startet, knap to år efter forbud blev nedlagt mod bog

Bliv klogere på sagen her
Følg Krimi

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Var det et brud på den tavshedspligt, han havde skrevet under på i 2013, at Jakob Scharf videregav oplysninger til journalist og forfatter Morten Skjoldager til bogen 'Syv år for PET'?

Det spørgsmål skal byretten i København forsøge at finde svar på i løbet af hele 15 retsdage spredt ud over efteråret.

Onsdag fandt første retsmøde i sagen sted, og her var to anklagere mødt op for at gøre deres til, at eks-PET-chefen ender bag tremmer for det, som politiet og PET mener, var et brud på hans tavshedspligt.

Anklagemyndigheden kræver overskud fra PET-chefs bog

Jakob Scharf selv var mødt op iklædt et mørkegråt jakkesæt og en blålig skjorte. Han virker under sagen fattet, men han brugte indledningsvis det meste af tiden på at kigge ned i sine papirer eller på sin forsvarer.

Undervejs så han dog ud til at have fundet sig bedre tilpas i retslokalet, hvorfor han frembragte et smil i ny og næ og i perioder kiggede intenst på anklageren, der talte, mens han også i perioder var flittig til at tage noter, imens en anklager talte.

Oplysninger kendt i forvejen?
Dagens retsmøde har især cirklet omkring, hvorvidt de oplysninger, der er fremkommet i bogen, var oplysninger, der var kommet frem på anden måde tidligere.

Anklagemyndigheden mener således, at Jakob Scharf i en stribe tilfælde i sin bog har overtrådt den tavshedspligt, han havde som chef for PET - og som ikke er ophørt i forbindelse med, at han stoppede som chef i 2014.

Jakob Scharf er dog ikke enig i den påstand.

- Jeg kan bestemt ikke erkende at have overtrådt min tavshedspligt, lød det fra ham, da han blev bedt om at oplyse, hvordan han forholdt sig til tiltalen.

PET-chef tiltalt for læk: Politiet offentliggjorde selv oplysninger

Usædvanligt retsforløb
Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fortalte i løbet af sin fremlæggelse, at Jakob Scharf ikke han ønsket at lade sig afhøre af politiet, før han ved fuldstændig, hvad PET mener, han har overtrådt.

Politiet har dog haft problemer med at efterforske sagen, da PET også har haft tavshedspligt over for politiets efterforskere, så derfor mener Scharf ikke, at der har været et tilstrækkeligt grundlag at udtale sig ud fra.

Ganske usædvanligt er der derfor flere vidner, der skal afhøres i retten, inden Jakob Scharf selv tager plads i vidnesskrænken.

Det skyldes, at der er tale om ledere fra PET, der skal afgive forklaring og, i det omfang de kan inden for deres tavshedspligt, fortælle, hvorfor der med Scharfs bog skal være sket en lovovertrædelse.

Anklagemyndigheden understregede derfor flere gange under fremlæggelsen, at de ikke har Scharfs egne forklaringer på, hvorfor han har fortalt, hvad han har, til bogen.

- Som nævnt har Jakob Scharf ikke ønsket at afgive forklaring, så derfor ved vi ikke, hvorfor han mener, at han godt måtte dele oplysningerne, lød det flere gange fra anklager Sonja Hedegaard i retten.

Chefredaktører sigtet for videregivelse af fortrolige oplysninger

Må ikke fortælle om indsats i lufthavn
Et af de tilfælde, hvor anklagemyndigheden mener, at Jakob Scharf har overtrådt sin tavshedspligt, drejer sig om en passage i bogen, hvor Scharf omtaler en konkret sag, hvor PET har gennemsøgt en persons bagage i lufthavnen, hvorefter personen er blevet dømt.

Her lyder det fra anklagemyndigheden, at Scharf godt måtte berette om det konkrete tilfælde, da det var blevet kendt i straffesagen, hvor personen blev dømt.

Men Jakob Scharf gik ifølge anklagemyndigheden for langt, da han beskrev, at det er en tilgang, PET ofte benytter.

- Det er at gå alt for tæt på, når fortæller om PET's generelle arbejdsmetoder, lød det fra anklageren.

Jakob Scharf ønskede ikke at blive fotograferet på vej til retten. Han har i retten siddet sammen med forsvarsadvokat Lars Kjeldsen, der her ses på vej hen til retsbygningen. Foto: Martin Sylvest
Jakob Scharf ønskede ikke at blive fotograferet på vej til retten. Han har i retten siddet sammen med forsvarsadvokat Lars Kjeldsen, der her ses på vej hen til retsbygningen. Foto: Martin Sylvest
 

Indledt med farce
I retslokalet var Politiken-journalist Morten Skjoldager, der er forfatter til bogen, indledningsvis mødt op sammen med sin advokat. Anklagemyndigheden ønskede dog ikke hans tilstedeværelse, da han er vidne i sagen, og normalt må vidner ikke være til stede under en retssag, før de selv skal vidne.

Morten Skjoldager og hans advokat mener dog, at idet han også er sigtet, bør han have lov til at overvære sagen. Anklagemyndigheden mener omvendt, at han ikke er sigtet i samme sag, og at han derfor ikke må være til stede.

Dommer Karsten Henriksen var temmelig misfornøjet over pludselig at skulle tage stilling til, hvorvidt Morten Skjoldager måtte være til stede, men det endte med, at anklagemyndigheden og Morten Skjoldagers advokat blev enige om, at Skjoldager måtte være til stede under anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen. De skal derefter sideløbende med sagen få afgjort, om Morten Skjoldager må være til stede ved resten af sagen.

Alenlangt anklageskrift
Efter beslutningen om at lade Skjoldager blive, læste anklager Sonja Hedegaard op af det tætskrevne 16 sider lange anklageskrift med alle de passager i bogen, som anklagemyndigheden mener er et brud på tavshedspligten.

Efterfølgende har vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen fremlagt PET's ansvarsområder og lovgivningen på området for at argumentere for, hvad PET er sat i verden for og altså for at påvise, hvad det er for et arbejde, man mener, udgivelsen af Jakob Scharfs bog kan skade.

Anklagemyndigheden er mødt op med to repræsentanter til onsdagens retsmøde. En af dem er vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen. Foto: Martin Sylvest
Anklagemyndigheden er mødt op med to repræsentanter til onsdagens retsmøde. En af dem er vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen. Foto: Martin Sylvest
 

I hovedparten af fremlæggelsen har han fokuseret på, hvorfor han mener, at der er tale om et brud på tavshedspligten - blandt andet hvorvidt der er tale om oplysninger, som har været fremme før, og som det kun er op til PET at afgøre, hvornår må komme frem.

Tidligere PET-chef anklaget: Gik for vidt 28 gange i bog

I alt 28 passager i bogen 'Syv år for PET' er efter anklagemyndighedens opfattelse en overskridelse af tavshedspligten, og at oplysningerne i bogen kan skabe en risiko for nationens sikkerhed og give offentligheden oplysninger om PET's arbejdsmetoder og samarbejdspartnere. Jakob Scharf har omvendt hele tiden ment, at han ikke har overtrådt tavshedspligten.

Udover fængselsstraf, kræver anklagemyndigheden at Jakob Scharf får konfiskeret 397.625 kroner, som han har tjent på bogen.

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen
 

Udgivelsen af bogen medførte et stort påstyr, da Københavns Byret i forbindelse med udgivelsen valgte at nedlægge midlertidigt forbud mod offentliggørelse af bogen efter anmodning fra PET. Bogen var dog allerede blevet sendt ud til en stribe boghandlere, og efterfølgende valgte først Ekstra Bladet og Radio24Syv og siden Politiken at udbringe dele af eller hele bogen.

Offentliggørelserne i medierne har siden ført til, at der er blevet rejst sigtelse mod Ekstra Bladets og Politikens chefredaktører Poul Madsen og Christian Jensen, samt Politiken-journalist Morten Skjoldager.

OVERBLIK: 'Syv år for PET' - fra forbud til tiltale

Et natligt retsmøde og et krav om fængsel til chefredaktør indgår i sag om PET-bog. Se hele forløbet her.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf er under anklage for at afsløre fortrolige oplysninger i forfatter Morten Skjoldagers bog "Syv år for PET", hvor Scharf medvirker som kilde.

Læs her om forløbet af sagen om den omstridte bog.

* 6. oktober 2016: Københavns Byret vælger efter anmodning fra PET at nedlægge et midlertidigt forbud mod offentliggørelse af bogen. Men 5000 eksemplarer er allerede sendt ud til boghandlerne. Flere bliver solgt. Forbuddet er rettet mod forlaget People's Press.

PET havde ikke set bogen på forhånd, men anmodede om et forbud af frygt for, at der i bogen ville blive afsløret fortrolige oplysninger. Frygten udsprang af forlagets foromtaler af bogen.

* 7. oktober 2016 bringer både Ekstra Bladet og Radio 24syv oplysninger fra bogen.

* 8. oktober 2016 klokken 02.10 en nat mellem fredag og lørdag afsiger Københavns Byret efter et 20 minutter langt retsmøde endnu en kendelse.

Denne gang er det JP/Politikens Hus, Radio 24syv og 98 boghandlere, der rammes af forbuddet. Kendelsen kræver desuden, at eksemplarer hos medier og boghandlere beslaglægges.

Kun PET's advokat er til stede. Avisen, radiostationen og boghandlerne er ikke indkaldt til det natlige retsmøde.

* 9. oktober udgiver dagbladet Politiken hele bogen i et særtillæg.

* 11. oktober ophæver byretten efter anmodning fra PET det midlertidige forbud mod offentliggørelse, da det nu er formålsløst.

PET melder samme dag Jakob Scharf til politiet for brud på tavshedspligten.

* 18. oktober 2016: JP/Politikens Hus oplyser, at kendelsen om forbuddet mod offentliggørelse kæres til Østre Landsret. Selv om forbuddet er ophævet vil mediehuset have landsrettens vurdering af grundlaget for et forbud.

* 11. november 2016: PET vælger at pege på en række konkrete passager i bogen, som efter tjenestens opfattelse er problematiske i forhold til tavshedspligten.

* 9. december 2016: Østre Landsret stadfæster byrettens kendelse om et midlertidigt forbud mod offentliggørelse rettet mod blandt andet JP/Politikens Hus. Bladhuset får efterfølgende tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

* 3. februar 2017: PET lægger sag an mod JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen. Kravet mod sidstnævnte er en straf på fire måneders fængsel. Bladhuset afkræves en bøde på 15 millioner kroner. Sagen kommer for retten 12. november 2018.

* 2. november 2017: Højesteret afsiger kendelse vedrørende forbuddet. Det er alene spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet burde have været rettet mod den ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, frem for selskabet JP/Politikens Hus, som er til diskussion.

Højesteret blåstempler forbuddet, men siger samtidig i sin kendelse, at et lignende forbud i fremtiden bør rettes mod den ansvarshavende redaktør.

* 7. marts 2018: Københavns Politi oplyser, at der er rejst sigtelse mod Jakob Scharf for videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 12. marts 2018: Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Jakob Scharf for under særligt skærpende omstændigheder at have videregivet af fortrolige oplysninger, blandt andet oplysninger af væsentlig betydning for statens sikkerhed. Jakob Scharf nægter sig skyldig.

* 27. marts 2018: Anklageskriftet mod Jakob Scharf frigives til journalister. Heri fremgår det, at anklagemyndigheden mener, at den tidligere PET-chef har røbet fortrolige oplysninger 28 gange i bogen.

 

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.