Tidligere reality-deltager dømt for 114 lovovertrædelser

Martin Jørgensen er blevet dømt for omfattende bedrageri

I oktober 2017 blev Martin Jørgensen efterlyst af Fyns Politi, fordi han var udeblevet fra afsoning og var efterlyst for nye sager. Han blev siden anholdt, men det er først nu, der er faldet dom i de mange sager. Foto: Fyns Politi
I oktober 2017 blev Martin Jørgensen efterlyst af Fyns Politi, fordi han var udeblevet fra afsoning og var efterlyst for nye sager. Han blev siden anholdt, men det er først nu, der er faldet dom i de mange sager. Foto: Fyns Politi

Den tidligere realitydeltager Martin Jørgensen, der har haft mellemnavnet Hibel, er blevet idømt to et halvt års fængsel for omfattende bedrageri.

Det skete torsdag ved Retten i Randers.

Her var Martin Jørgensen tiltalt for 114 forskellige forhold. Martin Jørgensen erkendte sig skyldig i alle forholdene, hvorfor sagen kørte som en tilståelsessag.

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at den nu 34-årige mand blev anholdt i oktober sidste år. På det tidspunkt havde man fundet frem til 91 forhold, som man mente han stod bag.

Han blev derfor varetægtsfængslet, hvorefter man fandt yderligere 23 forhold.

Martin Jørgensen har blandt andet deltaget i Big Brother, hvor han blev smidt ud, da det viste sig, han ikke havde ren straffeattest. Siden har han igen brudt loven og været på flugt, men han er nu igen i politiets varetægt. Foto: Fyns Politi Krimi Tidligere reality-deltager har været på flugt i fem måneder: Nu er han anholdt

Martin Jørgensen har ved tidligere lejligheder været efterlyst af politiet og meldt sig syg til retsmøder, hvor han har været tiltalt for bedrageri.

Østjyllands Politi ønsker dog ikke at kommentere de nærmere omstændigheder bag anholdelsen eller den nu dømte mands historik.

Svindel på stribe
Langt størstedelen af de sager, Martin Jørgensen nu er dømt for, drejer sig om bedrageri i forbindelse med, at han har sat forskellige varer til salg på eksempelvis Den Blå Avis eller Facebook, hvorefter han har fået folk til at overføre penge til sig, uden at de har fået varerne.

Som led i efterforskningen har politiet gjort brug af deres landsdækkende center for IT-relateret og økonomisk kriminalitet, LCIK, til at kæde de mange sager sammen, som er kommet ind fra hele landet.

Efterforsningsarbejdet er nemlig også blevet større af, at Martin Jørgensen har brugt andre personers konti til at begå noget svindel, fortæller Lasse Nielsen Dyrberg fra Østjyllands Politis sektion for økonomisk kriminalitet.

- Her er der eksempelvis tale om, at én person anmelder til politiet, at man har betalt for en vare uden at få den vare. Politiet kan efterfølgende se, hvilken konto pengene er gået ind på, men ejeren af den konto har så efterfølgende fortalt, at vedkommende også er blevet snydt af den samme person. Så der har været et stort arbejde med at sammenfatte alle de her sager, blandt andet fordi vi hver gang har skullet have tilladelser fra bankerne til at se, hvem der ejer en given konto, siger Lasse Nielsen Dyrberg til Ekstra Bladet.

Krimi Louise advarer andre kvinder: Efterlyst eks-realitydeltager snød mig for 30.000

Udlejede bolig der ikke var hans
Ud over at have svindlet personer over nettet 101 gange, er Martin Jørgensen dømt for at have sat en bolig til leje på Boligportalen, hvor han har udgivet sig for at være udlejer. Her har han fået to kvinder til at overføre depositum og forudbetalt husleje, på trods af at han ikke havde rådighed over lejligheden.

Derudover er han også blandt andet dømt for på fire forskellige hoteller at have udgivet sig for at være en anden og derved indlogere sig på et hotelværelse og bestille mad og drikke, selvom han ikke kunne betale.

Specialanklager Jesper Rodkjær oplyser i pressemeddelelsen, at Martin Jørgensen i retten forklarede, at han er ludoman og har brugt pengene til at dække sit forbrug.

Dømt til at betale tilbage
Ifølge politiet har Martin Jørgensen i alt svindlet for omkring en halv million kroner. Forsvarer Ole Smidt oplyser til Ekstra Bladet, at Martin Jørgensen blev dømt til at betale hele beløbet tilbage med undtagelse af 15.000 kroner.

Han fortæller samtidig, at Martin Jørgensen med dommen vil lægge det hele bag sig.

- Han er med på, at han nu skal ind og afsone dommen, så han kan få det afsluttet og komme videre med sit liv, fortæller han.

Martin Jørgensen fortsatte derfor sin fængsling efter dommen, som han indtil videre har afsonet fire måneder af.

En del af dommen på de to og et halvt års fængsel var en reststraf fra en dom han modtog for lignende svindel i 2016. Torsdagens dom er tredje gang, Martin Jørgensen bliver dømt for bedrageri.

Ole Smidt fortæller, at han på den baggrund er tilfreds med dommen, som Martin Jørgensen altså modtog på stedet.

Martin Jørgensen har i sin tid blandt andet deltaget i Big Brother, men han blev smidt ud af programmet i 2013, da det kom frem, at han tidligere var dømt for svindel - på trods af at programmet krævede en ren straffeattest. Allerede dengang erkendte han, at han havde et spilleproblem.

Martin erkender sin kriminelle fortid overfor ekstrabladet.dk. (FOTO: Krestine Havemann) TV Martin fra Big Brother: Jeg fortryder