Tiktok-manden: Her er rettens afgørelse

Den 29-årige, der sigtes som serievoldtægtsforbryder, var inden varetægtsfængslingen i går tiltalt i en anden sag om en række forbrydelser mod mindreårige piger. Nu har Retten i Helsingør afgjort skyldsspørgsmålet i den sag

Tiktok-manden: Her er rettens afgørelse

Retten i Helsingør (Ekstra Bladet): Dagen efter at den 29-årige, der er kendt som 'Tiktok-manden', blev varetægtsfængslet i Københavns dommervagt, efter at op mod 60 kvinder i samlet flok havde anmeldt ham for en lang serie af seksualforbrydelser, er han i dag blevet kendt skyldig ved Retten i Helsingør for andre forbrydelser begået mod mindreårige piger i 2019 og 2020.

Han er kendt skyldig i ni forhold. Det var en enig domsmandsret, der afsagde skyldkendelsen. Straffen udmåles først i et senere retsmøde, fordi retten besluttede, at den 29-årige først skal mentalundersøges. Derfor er der ingen dato for dommen.

I forvejen besluttede Københavns Byret i går, hvor 'Tiktok-manden' blev varetægtsfængslet i den nye sag, at han skal mentalundersøges med henblik på, om anklagemyndigheden til sin tid vil påstå ham idømt forvaring, hvis de nye sigtelser fører til tiltale og dom.

Den 29-årige, der er omfattet af navneforbud, var tiltalt i Retten i Helsingør for ni forhold af voldtægt, blufærdighedskrænkelser, trusler og forsøg på ulovlig tvang mod i alt fem ofre i alderen 13 til 15 år.

Sagen startede ved Retten i Helsingør 27. april, mens Københavns politi stadig var i fuld gang med at forberede den nye voldtægtssag mod den 29-årige, der blev anholdt i tirsdags og onsdag varetægtsfængslet i 27 dage.

Foreløbig sigtes han i den nye sag for syv forhold af voldtægter, voldtægtsforsøg, blufærdighedskrænkelser og forsøg på ulovlig tvang. Han nægter sig skyldig i det hele. Sagen ventes at vokse, når politiet får efterforsket samtlige anmeldelser fra kvinderne.

Anklager Margit Wegge sagde i sin procedure i Retten i Helsingør, at den 29-årige skulle dømmes efter anklageskriftet. Den 29-årige havde 'groomet' sine ofre, og pigernes forklaringer var troværdige, sagde anklageren.

Fem af forholdene gik ud over en dengang 14-årig pige, som den 29-årige kontrollerede, og pigen blev mødt med trusler og overfusning, når hun forsøgte at bakke ud. Efterfølgende er pigen blevet syg med depression og spiseforstyrrelser, anførte anklageren.

Den 29-årige har ikke afvist, at han mødtes med pigerne, men har forklaret i retten, at der ikke foregik noget som helst seksuelt mellem ham og pigerne.

17. marts 2017 fik 'Tiktok-manden' tre måneders fængsel for at have fået en dengang 12-årig pige til at onanere ham til sædafgang og hun blev befølt og kysset. Blandt andet derfor mente anklager Margit Wegge, at han var fuldt ud klar over, at pigerne, som han nu var tiltalt for at have forbrudt sig imod, alle var under den seksuelle lavalder på 15 år.

Forsvarer Glenn Verding Hein påstod frifindelse og anførte, at der ikke var skyggen af objektive beviser i sagen, hverken vidner, tekniske beviser, videoovervågning eller teleoplysninger:

- Det er en sag, hvor påstand står mod påstand. Min klient siger, han mødtes med den 14-årige og gik en tur med hende, men andet skete der ikke, sagde forsvareren. Han mente, at politiet havde forsømt at efterforske grundigt for at kortlægge den 29-åriges færden, ligesom påståede fotos og videooptagelser ikke var fundet på hans digitale enheder.

Det er Tiktok-manden tiltalt for i Retten i Helsingør

1) Blufærdighedskrænkelse og andet kønsligt forhold end samleje med mindreårig: Ved 4. juli 2019 på et handicaptoilet på Dyrehavsbakken i Klampenborg at have befølt en 14-årig pige på brysterne og i skridtet, selvom hun protesterede og forsøgte at skubbe ham væk, ligesom han formåede hende til kortvarigt at tage hans penis i munden.

2) Blufærdighedskrænkelse og voldtægt af mindreårig: Ved ultimo juli 2o19 klokken 2-2.30 ved et plejecenter i Jyllinge at have befølt en 14-årig pige på brysterne og i skridt, selvom hun protesterede og forsøgte at skubbe ham væk, ligesom han havde samleje med hende uden samtykke, idet han holdt fat om hendes hænder og holdt dem fast.

3) Blufærdighedskrænkelse: Ved i slutningen af juli 2019 over Snapchat at have presset en 14-årig pige til at sende nøgenbilleder af sig selv til ham.

4) Blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang: Ved flere gange i juli-august 2019 at have tvunget en 14-årig pige til at sende flere nøgenbilleder af sig selv og på live kamera at klæde sig af og røre sig selv, mens han optog det uden hendes viden og samtykke, under trusler om at videresende nøgenfotos af hende til hendes forældre og venner.

5) Trusler: Ved i juli-august 2019 via telefonopkald og beskeder at have sagt til en 14-årig pige, at han ville finde ud af, hvor hun var og slå hende ihjel eller stikke hende ned.

I de fem første forhold er offeret den samme 14-årige pige.

6) Blufærdighedskrænkelse: Ved 26. maj 2020 omkring klokken 16.45 at have krænket en 15-årig piges blufærdighed, idet han befølte hende på numsen og tilbød hende penge for sex på en strand omkring Gilleleje

7) Trusler: Ved at have truet to 15-årige piger med, at han ville opsøge dem og 'skære halsen over på dem' eller lignende.

8) Blufærdighedskrænkelse: Ved 7. juli 2020 via internettet at have krænket blufærdigheden hos to 13-årige piger, idet han under påskud af at være tøjdesigner og søgte modeller via webcam overtalte dem til mod betaling at afklæde sig til undertøj, optog det uden deres kendskab, og foreslog, at de mod betaling skulle gøre, hvad han sagde i fire minutter uden at sige nej, eller endnu en gang at vise sig i undertøj, mens tiltalte onanerede.

9) Forsøg på ulovlig tvang: Ved på flere tidspunkter mellem 7. juli og 28. oktober 2020 via internettet at have sagt til de samme to 13-årige, at han ville sende den i forhold 8 omtalte video til deres forældre, hvis de ikke sendte flere billeder af sig selv, som han kunne onanere til.

 

Ved skyldkendelsen oplyste retsformanden, at den 29-åriges forklaring var forkastet som utroværdig, mens retten fandt de forurettede pigers forklaringer troværdige. Den 14-årige piges forklaring blev blandt andet understøttet af en sms-korrespondance med pigens kæreste.

Inden skyldkendelsen blev afsagt, fik den 29-årige det sidste ord, men han ønskede ikke at sige noget. Han virkede heller ikke overrasket over rettens skyldkendelse.

Under sagen i Helsingør har den 29-årige været på fri fod, indtil Københavns politi anholdt ham i tirsdags på de nye sigtelser.

Efter at han i dag blev fundet skyldig i de ni overgreb mod mindreårige piger, afviste Retten i Helsingør at varetægtsfængsle ham af hensyn til retshåndhævelsen. Retten lagde blandt andet vægt på, at han i forvejen sidder fængslet i den nye sag i København.