Udsigten til, at en gammel lokalforretning bliver nyt tilholdssted for motorcykelklubben Navajo MC, har fået borgmester Simon Hansen (S) fra Guldborgsund kommune på barrikaderne.
Navajo MC er venskabsklub og har et tilhørsforhold til den berygtede rockerklub Satudarah.
Borgmesteren fortæller, at de fik at vide fra nogle borgere, at der var mærkelig aktivitet på ejendommen Orehoved på Nordfalster, hvilket de gik i gang med at undersøge.
- Og så fik I bekræftet, at det er Navajo MC?
- Vi er i hvert fald helt sikre på, at det er dem, der er i gang med at forsøge at etablere noget aktivitet deroppe.
Ifølge kommunen er det personer med forbindelse til Navajo MC, der købt det gamle lokalmarked i Orehoved og parkeringspladsen ved siden af, og gennem et stykke tid har forsøgt at etablere et klubhus på de to matrikler.
- Hvad er det, I frygter?
- Det, vi frygter, er, at der skal opstå nogle konflikter på og omkring ejendommen, hvis de lykkes med at etablere sig, og det har vi på ingen måde lyst til at lægge kommune til. Og slet ikke i sådan et lille lokalsamfund. Man risikerer, at nogle af de konflikter, der er mellem forskellige grupperinger også kommer til at udfolde sig i Orehoved. Og det er vi jo ikke interesseret i.
Ejendommen må slet ikke bruges som opholdssted for en forening eller forsamling ifølge plangrundlaget.
Og kommunen har allerede fjernet en ulovlig port-konstruktion, der indgik i opbygningen af hegn og barrikader rundt om ejendommen. Ligeledes har de nedlagt et standsningsforbud, fordi der ikke er givet tilladelse til byggeaktiviteten på ejendommen.
- Og det kommer vi til at holde øje med. Hvis de går i gang med at bygge på ejendom igen, vil de få nye påbud. og i sidste ende kan vi nedlægge et §14 påbud, hvor vi går ind og specifik siger, at ejendommen ikke må bruges til den her slags formål.
- Det vi prøver at sige er, at de kan lige så godt lade være. Vi har opdaget, at de er der, siger borgmester Simon Hansen.
- Hvad er din besked til borgerne nu?
- Lige nu kan de være helt trygge. V har styr på dem. Der er ingen nævneværdig aktivitet på ejendommen, men vi holder øje med dem. Og så er det sådan, at alle borgere kan tage kontakt til os, hvis de observerer en anderledes adfærd omkring en af vores ejendomme i kommunen.
- Kan du garantere, at Navajo ikke kommer til at etablere et klubhus?
- Jeg kan garantere, at vi gør alt, hvad vi kan, for, at det ikke kommer til at lade sig gøre.
Talsmand: Ingen grund til nervøsitet
Ekstra Bladet har været i kontakt med en talsmand fra Navajo MC om debatten i Guldborgsund.
Han siger, at der ham bekendt ikke er et fungerende klublokale på nuværende tidspunkt på det omtalte sted.
- Man søger jo på livet løs, og der kan være en dialog, men det er den lokale afdeling dernede, som helt selv står for det, siger han om Navajos afdeling i området, han kalder South City.
Han tilføjer, at han ikke mener, at nogen har grund til at være nervøse.
- Hvis de åbner, kan man komme forbi og få en sodavand, og folk kender jo hinanden dernede.
Læs her, hvordan talsmanden for Navajo MC beskriver klubben: Navajo MC melder ud
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til seneste episode af Ekstra Bladets aktuelle krimi-podcast 'Afhørt'.