Til koncert i Løvens Hule

To Aarhus-piger trodsede Belgiens forhøjede terror-beredskab og bekymrede pårørende, da de var til koncert fredag aften i Antwerpen omkranset af adskillige, bevæbnede politi- og militærfolk

Se video fra Anna og Sarahs koncertoplevelse. (Privatvideo)

Sarah Kringelbach og Anna Ayhan var - indirekte - med til at holde frihedens fane højt, da de to gymnasie-piger fra Aarhus Business College i Risskov fredag aften var til koncert i Belgiens næststørste by, Antwerpen.

- Vi er glade for at være hjemme i Danmark igen, men det er ikke sådan, at vi fortryder, at vi tog afsted, selv om vi aldrig har oplevet så massivt fokus på sikkerhed, siger de to Aarhus-piger til Ekstra Bladet.

Anna Ayhan og Sarah Kringelbach lod sig således ikke kue af, at netop Belgien i disse dage holder vejret og er i højeste terrorberedskab af frygt for, at scenarier, som dem der så blodigt og brutalt udfoldede sig forrige fredag i Paris, gentager sig i Frankrigs naboland mod nord.

De to teenagepiger var til koncert i København med den amerikanske rapper, Post Malone, på den frygtelige fredag den 13. november, da 130 mennesker blev dræbt af terrorister i byernes by. Efter at have været trukket op på scenen ved koncerten i København, inviterede hip hop-kometen fra Dallas, Texas, de to aarhusianere på et gensyn i Belgien.

- Min mor var meget bekymret og utilpas ved, at vi tog afsted. Generelt er hun ikke den over-beskyttende type, men hun syntes, at det var en rigtig dårlig idé.

- Men jeg insisterede, tilføjer Anna Ayhan, der går i 2. g på Aarhus Business College.

Bevæbnede militærfolk på alle gadehjørner

Sarah Kringelbachs mor var heller ikke ligefrem begejstret, men hun ytrede sig ifølge datteren kun i beroligende og tillidsfulde vendinger inden afrejsen fra Billund til Bruxelles fredag formiddag.

- Jeg tænkte ikke særlig meget over terror-risikoen i begyndelsen, men da flere af mine venner og pårørende havde hørt om vores planer og skrev bekymrede sms´er, blev jeg da mere eftertænksom. Men jeg vil ikke lade mig indespærre og isolere fra at leve livet, siger Anna Ayhan.

- Jeg vil heller ikke lade mit liv styre af terror, supplerer Sarah Kringelbach uden den mindste tøven.

Salah Abdelslam som han ser ud normalt til venstre - og til højre som han ifølge politiet ser ud i forklædning. (Foto: Police Nationale/Politiet i Frankrig) Terror Terror-mistænkt kan være i forklædning

De to piger mærkede straks efter landingen i Bruxelles det enorme sikkerhedsopbud, som i hovedstaden blev hævet til højeste niveau - kategori 4 - i timerne efter koncerten i Antwerpen, som ligger 50 kilometer nord for hovedstaden ikke langt fra grænsen til Holland.

- Vi mærkede det forhøjede beredskab over alt og ikke kun i Bruxelles. I  centrum af Antwerpen var der også militære køretøjer og bevæbnede soldater og politifolk på alle gadehjørner, fortæller Sarah Kringelbach, der går i 3. g på handelsgymnasiet i Risskov.

Afdæmpet stemning

Koncerten foregik på spillestedet Trix i Antwerpen, der har knap én million indbyggere, og intet var ifølge pigerne overladt til tilfældighederne, hvad angår sikkerhed.

- Alle blev kropsvisiteret ved indgangen og alle, der havde tasker med, blev bedt om at tømme dem. Desuden var der adskillige, bevæbnede politi- og militærfolk både inden og uden for musik-stedet, siger Anna Ayhan, der tog sig selv i flere gange under koncerten at tænke 'ham der ser mærkelig ud, hvad mon han kan finde på'.

Terror Ni anholdt i Belgien - kobles til Paris-terror

Sarah Kringelbach havde ikke lignende bekymringer under afviklingen af koncerten, som var besøgt af cirka 7-800 fortrinsvis unge rap-elskere.

- Man kunne godt mærke, at der var en mere afdæmpet stemning. Folk var mere på vagt og måske knap så løsslupne som normalt, men de mange politi- og militærfolk fik mig til at føle mig tryg, siger Sarah Kringelbach.

Post Malone skulle have givet koncert i Paris i torsdags, men den blev aflyst grundet terrorhandlingerne forrige fredag.