To stationer er fredag morgen rykket ud til et stort affaldsoplag i Silkeborg, hvor de er i færd med at slukke en brand.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen på Twitter.
Der er tale om den vestlige del af en lagerhal, som tilhører Kingo Karlsen på F. L. Smitdths Vej.
Slukningsarbejdet forventes at tage hele formiddagen, oplyser brandvæsnet. Branden er dog under kontrol.
Afventer besked
Midt- og Vestjyllands Politi rykkede ud sammen med brandvæsnet lidt over midnat, men måtte køre igen, da det ikke var muligt at komme ordentlig til.
- Det hele er kompakt og er svært at komme til. Derfor skal man have en gummiged til for at sprede det hele lidt.
- Vi var kun med i starten. Aftalen er, at vi (politiet, red.) kører ud igen, når det hele er afkølet. Omkring midnat blev det vurderet, at slukningsarbejdet ville komme til at strække sig gennem natten og ud på formiddagen, siger vagtchef Jens Claumarch til Ekstra Bladet.
Robot tilkaldt
For at få styr på flammerne har brandvæsnet fået en brandslukningsrobot fragtet fra Aarhus til Silkeborg.
- Det fungerer lidt som en fjernstyret bil, hvor man kobler to brandslanger på, siger indsatsleder Lasse Clemensen til TV Midtvest.
På denne måde undgår brandfolkene at skulle være direkte i røgen.
Branden vil kun give beboerne i området luftgener. Ellers er der ikke andet at frygte.
Ingen er kommet til skade som følge af branden.
- Der er kun tale om materielle skader.
Alarmcentralen fik anmeldelsen klokken 00.03.
Ekstra Bladet følger situationen ...