Tiltale: 14-årig pige mishandlet og voldtaget tre gange

33-årig nægter sig skyldig i en serie forbrydelser mod fire piger og unge kvinder

Den 33-årige stilles for et nævningeting ved Retten i Lyngby. Foto: Tariq Mikkel Khan
Den 33-årige stilles for et nævningeting ved Retten i Lyngby. Foto: Tariq Mikkel Khan
Følg Krimi

I 18 timer blev en 14-årig pige holdt frihedsberøvet i en lejlighed i Kongens Lyngby nord for København, mens hun blev brutalt mishandlet og voldtaget tre gange.

Sådan lyder en af 11 tiltaler mod en 33-årig mand, der torsdag stilles for et nævningeting ved Retten i Lyngby. Ifølge anklageskriftet har fire piger og unge kvinder i alderen 14 til 20 år været ofre for manden, der nægter sig skyldig.

To af kvinderne blev, ifølge tiltalen, voldtaget af den 33-årige. Han er af udenlandsk herkomst, men dansk statsborger, så der er ingen påstand om udvisning.

Sagen begyndte, da Nordsjællands politi 24. juli 2021 fik en anmeldelse om, at den 14-årige pige havde været udsat for et groft voldeligt og seksuelt overgreb. Hun havde mødt manden i København og var taget med ham til lejligheden i Lyngby.

Få dage senere blev den 33-årige anholdt og varetægtsfængslet 27. juli. Politiet efterlyste offentligt andre piger eller kvinder, der havde været ofre for manden, og politiet fik flere henvendelser.

Kraftige halsgreb
Det har nu ført til den omfattende tiltale, der omhandler voldtægter, vold, frihedsberøvelser, trusler på livet, vidne-trusler, tyveri, røveri og hærværk begået mod fire ofre.

Under sit fangenskab i lejligheden blev den 14-årige mod hendes verbale protester voldtaget tre gange og undervejs tog den voksne mand, ifølge tiltalen, kraftige og langvarige halsgreb på hende, så hun blev svimmel. Hun fik lussinger, blev spyttet mange gange i ansigtet og hevet i håret. Han satte også en kniv mod hendes hals.

Fra ved 03-tiden om natten og til næste aften ved 21-tiden turde den 14-årige pige ikke forlade lejligheden. Dagen efter, 23. juli 2021, blev den 14-årige truet på Christiania af manden, der færdedes i Pusher Street-miljøet. Ifølge tiltalen truede han pigen med at dræbe hendes hest, 'smadre' hende og hendes familie og han holdt en kniv mod hende og spyttede hende i ansigtet.

25. juli blev den 14-årige pige igen truet på Christiania af manden, der mente, hun havde anmeldt ham til politiet. Igen truede han med at dræbe hendes hest og sende sine '72 fætre' afsted for at smadre hende og hendes familie. Samtidig viste han en pistol med fingrene og tegn på at skære halsen over på hende.

Rykket håret af
Fire dage efter voldtægterne mod den 14-årige blev to andre unge piger udsat for vold og trusler i lejligheden. Den ene fik rykket større mængder hår af, blev spyttet på og sparket, fik en kniv mod halsen og blev truet med en metalkæde. Begge piger blev truet med at få kastet syre i ansigtet.

Pigerne blev tvunget til at blive i lejligheden, idet han sagde til den ene, at hun måtte gå, 'hvis jeg må kneppe dig'. Pigen blev samme morgen tvunget med til Lyngby Station, hvor hun måtte hæve 300 kr. til manden. Den anden pige turde heller ikke forlade lejligheden, fordi manden truede med at 'smadre alt', herunder hendes fars vinduer, og han ville fortælle faderen, at hun var en 'klam luder'.

Det andet voldtægtsoffer i sagen blev, ifølge tiltalen, voldtaget på et tidspunkt i juni eller juli 2021, hvor hun blev holdt fast og presset ned på sengen.

Retten i Lyngby har afsat mindst fem dage til sagen og dommen ventes senere på måneden.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind