Tiltale: Ilva opbevarede personfølsomme oplysninger om 350.000 kunder

Møbelkæden risikerer ifølge Datatilsynet bøde i størrelsesordenen 1.500.000 kroner

Møbelkæden Ilva er havnet i en strid med myndighederne om sletning af personoplysninger. Foto: Ilva
Møbelkæden Ilva er havnet i en strid med myndighederne om sletning af personoplysninger. Foto: Ilva

Politiet har rejst tiltalte mod møbelkæden Ilva for ulovlig opbevaring af oplysninger om cirka 350.000 af sine kunder.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tiltalen kommer efter et tilsynsbesøg i virksomheden fra Datatilsynet i efteråret 2018. Dengang fandt tilsynets medarbejdere et gammelt IT-system, hvor der lå oplysninger om et betydeligt antal kunder i form af navne, adresser, telefonnumre, mailadresser og købshistorik.

Den slags er ifølge Datatilsynet ulovligt at opbevare uden gyldig grund. Og det har det været siden indførelsen af databeskyttelsesforordningen - den såkaldte GDPR-lovgivning - der trådte i kraft 25. maj 2018.

Det blev ligeledes konstateret af tilsynets medarbejdere, at der manglede fastsættelse af slettefrister, og derfor var kravene om sletning af persondata ifølge Datatilsynet heller ikke overholdt.

Specialanklager Jan Østergaard fra Østjyllands Politi fortæller til Ekstra Bladet, at sagen er en af de første af sin art. Derfor vil sagen - i tilfælde af at møbelkæden bliver dømt - komme til at danne grundlag for kommende sager, som der også er flere på vej af.

- De har haft en lang række oplysninger i en database - et kundekartotek - for længe. Og på et tidspunkt, da de skifter ud, glemmer de at sætte nogle regler for, hvornår de skal slettes, siger Jan Østergaard til Ekstra Bladet.

Det er ikke lykkedes tilsynet at konstatere, præcist hvor længe Ilva har haft gemt oplysningerne.

- Oplysningerne har ligget der i nogle år, fortsætter Østergaard.

Datatilsynet politianmeldte Ilva 3. juni 2019.

Da sagen er næsten nyt land, fortæller Jan Østergaard, at man ikke har lagt sig fast på en eventuel strafsanktion i tilfælde af, at Ilva kendes skyldig. Han fortæller, at der indgår en lang række parametre for udmåling af bødeniveau.

Datatilsynet har tidligere indstillet til, at sagen vil kunne føre til en bøde i størrelsesordenen 1.500.000 kroner.

Ifølge Jan Østergaard nægter møbelkæden sig skyldig.

Økonomidirektør i Ilva, Martin Krogh, oplyser til Ekstra Bladet, at han ikke har nogen kommentarer til tiltalerejsningen, så længe sagen er verserende.