Tiltale: Spritbilist på sovepiller kørte 13-årig ned

Efter en nat på druk tog en 20-årig sovepiller og kørte bil. Var tæt på også at køre cyklist ned, lyder tiltalen

Spritbilistens bil vidner om et hårdt sammenstød (Video: Local Eyes)

Få minutter før en spritbilist, der også var fuld af sovepiller, pløjede en 13-årig pige ned på Korsager Allé i Brønshøj, var han fem centimeter fra at køre en kvindelig cyklist ned, og han kørte op over fortovet og ind på en legeplads, hvor han ramte et legeredskab.

Alligevel fortsatte den 20-årige sin vilde kørsel og påkørte den 13-årige på fortovet. Hun blev livsfarligt kvæstet.

Se mere video på localeyes.dk

Det fremgår af anklageskriftet mod den 20-årige, der på mandag stilles for retten på Frederiksberg, hvor anklagemyndigheden kræver ham idømt fængsel.

Han er tiltalt for uagtsom grov legemsbeskadigelse, sprit- og medicin-kørsel og for at have udsat den kvindelige cyklist for livsfare. Han nægter sig skyldig, angiveligt fordi han intet kan huske.

Spritbilist bragte 13-årig i livsfare: Jeg husker ingenting

Den 13-årige pige fik en blødning i hjernen, brud på flere ansigts-knogler, kvæstet venstre lunge og brækkede begge ben, fremgår det af anklageskriftet.

Da den 20-årige blev varetægtsfængslet efter ulykken den 28. november sidste år, forklarede bilisten, at han havde været i byen med venner til klokken fem om morgenen og havde drukket mindst 10-15 genstande.

Kørte 13-årig ned: For syg til grundlovsforhør

Da han kom hjem, spiste han en masse sovepiller i forsøget på at tage sit eget liv, men da pillerne ikke virkede besluttede han sig for at køre hen til sine forældre for at få fat i flere piller. Ulykken skete på vej hen til forældrene. Den 13-årige blev kørt ned cirka klokken 7.55, da hun var på vej i skole.

Politiets første alkometer-måling af bilisten viste en promille på 1,83, men resultatet af blodprøven kommer først frem under retssagen.

Ifølge tiltalen var han foruden spiritus påvirket af sovemidlet Zopiclon, der er trafikfarligt.

Den 13-årige pige måtte efter ulykken lægges i kunstigt koma på grund af blødningen i hjernen.

Mødte spritbilist sekunder inden ulykke: Han fløj afsted

Vidner forklarede efter ulykken, at bilistens fart var mellem 70 og 100 km/t, hvor der var en anbefalet hastighed på 30.

Det fremgår af tiltalen, at bilen, som den nu 20-årige kørte i, havde vinterdæk på baghjulene og sommerdæk på forhjulene.

Foruden en fængselsstraf kræver anklagemyndigheden den 20-årige fradømt førerretten i tre år.

TV: Her blev 13-årig torpederet af spritbilist