Tiltale: To unge stak ild til nyt sommerhus, mens de filmede det

Efter en serie indbrud fandt politiet videoen med brandstiftelsen på en mobiltelefon

Det nye sommerhus ligger stadig som en ruin efter den påsatte brand. Det rives ned senere på året. Foto: Per Christensen/Sjællandske.
Det nye sommerhus ligger stadig som en ruin efter den påsatte brand. Det rives ned senere på året. Foto: Per Christensen/Sjællandske.

Et nybygget sommerhus til tre millioner kr. på Gåsevænget i Saltbæk nord for Kalundborg brændte ned til grunden, da to unge på 17 og 20 satte ild til huset, mens de filmede brandstiftelsen med mobiltelefonen.

Sådan lyder tiltalen mod de to unge, der onsdag stilles for retten i Næstved tiltalt for brandstiftelse, en serie villaindbrud og for våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder, fordi de under et indbrud i en villa i Ugerløse stjal fire haglgeværer, fire rifler og 500 skarpe patroner.

De unge, der er etniske danskere, nægter sig skyldige. Ifølge anklageskriftet begik de fem dage før brandstiftelsen indbrud i et udhus til sommerhuset, hvor de stjal en motorsav og benzin.

Om natten den 17. februar kom de retur og satte, ifølge tiltalen, ild til sommerhuset, der var bygget færdigt kun syv måneder tidligere.

Den 56-årige ejer af sommerhuset fortæller til sn.dk, at hun havde drømt om det sommerhus i 20 år, og at byggeriet havde taget halvandet år. Nu ligger det som en ruin, der først bliver revet ned efter sommeren.

Politiet fandt videoen
– Jeg har faktisk ikke været ude at se huset, siden det brændte ned, fordi jeg synes, det vil være for hårdt, siger ejeren til sn.dk.

Godt en måned efter brandstiftelsen blev de to nu tiltalte anholdt efter nogle indbrud, og politiet fandt videoen af brandstiftelsen på den enes telefon.

- Politiet viste mig en video, hvor de unge mænd tydeligvis sætter ild til mit sommerhus. Det er jo snotdumt, at de selv har filmet det, men det må man jo bare takke dem for, at de har gjort det, siger hun.

Politiet mener, at de to tiltalte står bag fire villaindbrud sammen, mens den 20-årige har begået et femte indbrud sammen med en ukendt medgerningsmand. En tredje ung er sigtet i sagen, men endnu ikke tiltalt.

Under et af indbruddene i Tølløse, hvor der blev stjålet tre TV, fiskegrej og en del andet for 40.000 kr., raserede de også huset, lyder tiltalen. De tømte madvarer ud i huset, kastede med æg og sprættede en sofa op. Begge sider varetægtsfængslet.

Skader for tre mio. kr.
Ifølge anklageskriftet skete der skader på sommerhuset for 2,7 millioner kr. og på indbo for 300.000 kr. Den regning kommer de to unge til at hænge på, hvis de bliver kendt skyldige i brandstiftelsen.

Alene besiddelsen af otte farlige skydevåben, der blev stjålet under et indbrud i en villa i Ugerløse den 15. marts, koster efter retspraksis flere års fængsel. Frem til den 23. marts var de to unge i besiddelse af de otte jagtvåben, blandt andet i en granplantage i Dianalund.

Der var tale om fire haglgeværer og fire rifler af mærkerne Tikka, Midland, Schulz og Anxchütz. Under indbruddet blev der også stjålet smykker, kontanter, sølvbestik og ure.

Politiet mener, at de to unge i måneden efter brandstiftelsen ved Kalundborg begik en stribe indbrud på det vestlige Sjælland. Ved et af indbruddene fik de, ifølge tiltalen, smykker, kontanter og telefoner for mindst 135.000 kr.