RETTEN PÅ FREDERIKSBERG: 21-årige Helmi Mossa Hameed, der er tiltalt for at have kørt en femårig pige ihjel i påvirket tilstand i oktober sidste år, er også tiltalt for en alvorlig ulykke på Ingerslevsgade i København 19. januar 2019, hvor en ung kvinde endte i kritisk koma i fem uger, og en anden passager fik kraniebrud.
Helmi Mossa Hameed erkender, at han havde drukket to cocktails, før han satte sig ind i bilen, fordi hans kammerat havde ringet og skulle have hjælp. Men han følte sig ikke påvirket. Promillen blev efterfølgende målt til 1.09.
Han erkender også, at han kørte for stærkt. Men ikke så stærkt, som det fremgår i anklageskriftet, hvor han er tiltalt for at have kørt mindst 86 km/t. i tætbebygget område.
Han siger også, at han først opdagede bilen, der var i gang med en U-vending, da det var for sent. Formentlig fordi den var skjult bag en container.
- Den hopper ud foran mig, så jeg ikke har tid til at reagere. Jeg prøvede også at bremse. Det husker jeg, at jeg gjorde, sagde han.
Han mente, at ulykken hverken skyldtes, at han kørte for stærkt eller var påvirket.
- Lige meget hvad havde der stadig været en ulykke. Ulykken havde måske være mildere, men der havde stadig været en ulykke.
Det fik anklageren til at spørge, om det skulle forstås sådan, at han ikke mente, at ulykken var hans skyld.
- Jeg føler ikke, at den her ulykke er min fejl.
- Så du føler, at du er en dygtig bilist, spurgte anklageren.
- Jeg føler, at jeg er okay til at køre bil, sagde han.
Han har erkendt, at det var ham, der var fører af bilen, og at han var påvirket, men han nægter, at der var tale om hensynsløs kørsel.
I forhold til dødsulykken på Peter Bangs Vej erkender han uagtsomt manddrab, men nægter særligt skærpende omstændighederne.
Rystende alarmopkald: - Der skal komme en NU!