Den 17. april i år blev en 21-årig israeler overfaldet på åben gade i Berlin. Hans brøde var, at han bar en kippa - den traditionelle lille jødiske hovedbeklædning.
Israeleren har boet tre år i Tyskland, hvor han har læst til dyrlæge. Om hovedbeklædningen har han fortalt, at han havde fået den af en ven. Vennen havde dog advaret ham imod at bære hovedbeklædningen offentligt i Berlin.
Anholdt for antisemitisk overfald: Tæskede løs med bælte ved højlys dag i Berlin
Og han ville derfor teste, om der vitterlig skete ham noget.
Da han tidligt om aftenen den pågældende dag gik på gaden i bydelen Prenzlauer Berg fik den 21-årige syn for sagen. Her blev han overfaldet af en ung mand, der overfusede ham og tæskede løs med et bælte.
Overfaldet blev filmet af israelerens ven, der fulgtes med ham. Video-klippet gik viralt, og et par dage senere meldte en 19-årig syrisk flygtning sig selv til politiet.
Retssagen mod den 19-årige begyndte i dag ved Amtsgericht i Berlin. Her blev retsmødet blandt andet fulgt at lokalmediet BZ.
Ved retsmødet forklarede den 19-årige, at han den pågældende dag havde været skæv af hash og Extacy.
Under overfaldet havde angriberen råbt 'Yahudi' - arabisk for jøde.
Ved dagens retsmøde forklarede den 19-årige tiltalte, hvordan israeleren angiveligt havde råbt 'ludersøn' efter ham. Og dette havde fået ham til at svare igen.
For sjov havde den 19-årige råbt 'fordømte jøder' tilbage, forklarede han i ved retsmødet. Dette fik dommeren til at spørge ind til dette udsagn.
Den 19-årige svarede, at sådan sagde man i hans hjemstavn.
- Er det i skældsord, spurgte dommeren.
- Nej, det røg bare ud af mig. Jeg ville kun svine hans person til. Ikke alle jøder. Det er et skældsord, men jeg mente det ikke på den måde, forklarede den 19-årige via tolk.
Retssagen fortsætter på mandag. BZ skriver, at det er uklart, om retten når frem til en afgørelse der, eller om der skal tage yderligere en retsdag i brug.