Tiltalt for at dræbe farmor: Video viser ophidset skænderi før drab

- Du kommer til at stoppe med at mishandle mennesker, lyder det blandt andet på videoen, som den tiltalte selv har udleveret til politiet

En video af et voldsomt familieskænderi blev i dag afspillet i retten i sagen om drabet på 73-årige Barbara Rasmussen.  (Foto: Jakob Jørgensen)
En video af et voldsomt familieskænderi blev i dag afspillet i retten i sagen om drabet på 73-årige Barbara Rasmussen. (Foto: Jakob Jørgensen)

Retten på Frederiksberg (Ekstra Bladet): En 20-årig mand med polsk baggrund sidder i dag ved retten på Frederiksberg tiltalt for at have dræbt sin egen farmor.

Det 20-årige barnebarn udleverede selv en voldsom video til politiet, kort efter at hans 73-årige farmor blev fundet død i den lejlighed i Københavns nordvestkvarter, hvor de to boede sammen.

På videoen, der er optaget med en mobiltelefon et godt stykke tid før drabet, ses et ophidset og voldsomt skænderi mellem det 20-årige barnebarn samt hans forældre på den ene side og den 73-årige farmor på den anden.

(Foto: Jakob Jørgensen) Krimi Anklager: Ung mand dræbte farmor med kokke-kniv

Anklager Jesper Holm afspillede i dag den flere minutter lange video som en del af anklagemyndighedens bevisførelse imod det 20-årige barnebarn, der er tiltalt for at have knivdræbt sin farmor.

På optagelserne beskylder den 73-årige farmor sin svigerdatter, og altså den tiltaltes mor, for at have stjålet nogle guldsmykker.

- Ud med dig nu eller jeg smadre dit fjæs. Ud med dig din tyv, du stjal mit guld!, råber den tydeligt ophidsede farmor på polsk, mens hun blandt andet slår vildt om sig med et kosteskaft og også går til angreb på barnebarnet, der filmer episoden.

- Optag den freak!

Imens forsøger barnebarnets far at holde farmoren tilbage. Flere gange bliver den ældre, lavstammede kvinde skubbet ind på et værelse i den lejlighed, hvor skænderiet foregår.

- Optag det, optag det, se hvad den freak laver!, bliver der råbt på videoen fra tiltaltes far, der står for at holde kvinden tilbage.

- Du kommer til at stoppe med at mishandle mennesker, råber faren blandt andet på videoen, hvor man også kan høre gråd og skrig fra en kvinde, som skulle være den tiltaltes mor.

Under tumulten taber det 20-årige barnebarn kameraet, der lander på gulvet mellem farmoren og ham selv. Herefter ses de to komme i håndgemæng, mens kameraet fortsat filmer opad fra gulvet indtil barnebarnet opgiver og i stedet samler kameraet op igen.

(Foto: Jakob Jørgensen) Krimi Dræbte sin farmor og boede med liget: Nu begynder retssagen

Ifølge den 20-årige - nu drabs-tiltalte - afleverede han videoen til politiet for at vise, hvilken hverdag han levede i med sin 73-årige farmor.

- Hvad skete der før det skænderi?, spurgte anklager Jesper Holm det tiltalte barnebarn efter afspilningen.

- Hun ville have, at min mor skulle rejse. Hun havde inviteret min mor til at komme og besøge os fra Polen, men så ville hun alligevel smide mor ud med det samme, selv om hun først skulle rejse dagen efter, forklarede den 20-årige tiltalte, der under dagens retsmøde flere gange er brudt sammen i gråd.

Barnebarnet har tidligere på retsmødet forklaret, at han levede i en kaotisk og hadefuld hverdag med farmoren, som ifølge ham selv, ikke kunne lide ham, fordi han lignede sin mor. Et forhold der kun blev værre efter at hans far døde sidste år.

Ifølge den 20-årige tiltalte var det et skænderi om madlavning, der i tiden mellem 21. februar og 5. marts i år udviklede sig imellem de to. Skænderiet blev den sidste dråbe i et hadefuldt og bittert forhold mellem barnebarn og farmor, men hvad der egentlig skete, da farmoren blev dræbt, kan barnebarnet tilsyneladende ikke huske.

- Jeg har fået elektrochok og meget medicin siden da, og det har gjort mit hoved til Eldorado, forklarede den 20-årige til retten.

Anklager i sagen, Jesper Holm, har dagen igennem afhørt det 20-årige barnebarn, der fastholder at have handlet i nødværge, da hans farmor blev dræbt med over ni knivstik.

Ekstra Bladet følger sagen..