Tiltalt for at spille syg i otte år: Snød staten for 11 millioner

Den 48-årige mand fra Sverige rejste hvert år på sommerferie til sit tidligere hjemland - her ser han ifølge politiet ikke ud til at have nogen problemer med sin alvorlige sygdom

I otte år har en 48-årig mand fra Örebro i Sverige fået hjælp af hele syv assistenter, fordi han ifølge politiets sigtelser formåede at bilde de sociale myndigheder og flere læger ind, at han led af multipel sklerose i svær grad, således at han havde meget svært ved at bevæge sig.

Men ifølge politiets overvågnings- og videooptagelser af mandens gøren og laden i Sverige er der intet, der peger på, at manden har svært ved at bevæge sig. Det samme gælder i forbindelse med en række feriebilleder, som politiet har fået adgang til. Manden rejste næsten hver sommer til sit tidligere hjemland. Og her ser han ifølge politiet ikke ud til at have nogen problemer med sin alvorlige sygdom.

Nu er han blevet tiltalt for groft socialbedrageri og for at have snydt den svenske stat for 15,6 millioner svenske kroner svarende til ca. 11 millioner danske kroner.

Det skriver flere medier heriblandt Aftonbladet 

Manden blev filmet, mens han var på indkøb i et byggemarked. Her bærer han to store planker ud, som han bagefter læsser ind i sin bil. (Foto:
Manden blev filmet, mens han var på indkøb i et byggemarked. Her bærer han to store planker ud, som han bagefter læsser ind i sin bil. (Foto:
 

- Han har levet et helt almindelig liv, men dog uden at være nødt til at arbejde. Og han har næsten hvert år rejst på sommerferier til sit tidligere hjemland, fortæller anklageren Anders Persson til Aftonbladet og tilføjer:

- Jeg påstår, at han aldrig har været berettiget til nogen form for assistance. Han har nemlig aldrig haft de problemer, som han har hævdet, at han har. Han har helt enkelt simuleret, at han var alvorligt syg, fortæller Anders Persson.

Anklageren erkender, at den tiltalte 48-årige mand lider af sklerose. Problemet er ifølge anklageren imidlertid, at han har løjet omkring, hvor alvorlig hans sygdom er, og hvor meget sygdommen påvirker ham i det daglige.

Ud fra politiets overvågnings-videoer af manden ser han også ud til at kunne bevæge sig ganske ubesværet, når han for eksempel besøger den lokale moske i Örebro.

Politiet har også video-billeder af den 48-årige mand, hvor han bærer to store planker ud fra et byggemarked og læsser dem ind i sin bil. Der er også video-billeder, hvor han i fuld fart glider ned ad en orange rutsjebane. Og endelig er der billeder, hvor han ubesværet og naturligt sidder i en gynge og gynger.

 

Manden blev allerede i april måned sidste år afsløret i socialbedrageri og varetægtsfængslet på grund af diverse tips til politiet og de sociale myndigheder. Syv assistenter, der har været ansat til at hjælpe manden, er også blevet sigtet i sagen. De har nemlig modtaget løn for at hjælpe manden, selv om ingen af dem ifølge Aftonbladet har udført så meget som et minuts arbejde for ham.

En ottende mand er også sigtet i sagen. Han var repræsentant for et assistent-firma, der ifølge politiet har været medvirkende til, at svindlen kunne lade sig gøre.

I en mail til Aftonbladet har forsvarsadvokaten Hilda Bokvist forklaret, at den 48-årige mand nægter sig skyldig.

Retssagen starter i begyndelsen af februar måned og forventes at blive afsluttet i slutningen af marts måned.