Tiltalt for dødsvold mod taxachauffør: I dag falder dommen

To 18-årige unge mænd er tiltalt for voldsomt overfald, der kostede den 65-årige taxachauffør Johnny Henriksen livet i oktober sidste år

Ifølge anklageskriftet blev Johnny Henriksen slået flere gange i hovedet med et ukendt slagvåben – ligesom han fik knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned. Han døde et lille døgn efter overfaldet, som følge af de omfattende hovedskader. Foto: Privat
Ifølge anklageskriftet blev Johnny Henriksen slået flere gange i hovedet med et ukendt slagvåben – ligesom han fik knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned. Han døde et lille døgn efter overfaldet, som følge af de omfattende hovedskader. Foto: Privat

For et udbytte på 1000 kroner blev den 65-årige taxachauffør Johnny Henriksen udsat for kynisk og nådesløs vold, da han natten til 31. oktober sidste år blev overfaldet af mindst to gerningsmænd.

Forinden var taxachaufføren blevet lokket i en fælde idet gerningsmændene havde bestilt ham til en øde adresse ved Bellahøj i København.

Ifølge anklageskriftet blev han her slået flere gange i hovedet med et ukendt slagvåben – ligesom han fik knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned. Johnny Henriksen døde et lille døgn efter overfaldet, som følge af de omfattende hovedskader.

Fnidder og ondt blod ved retsmøde i sag om død taxachauffør

To unge mænd, der begge nu er 18 år, står tiltalt i sagen, og i dag klokken 12 afgør dommer Eva Carpentier ved Retten på Frederiksberg, om de to kan findes skyldige i vold med døden til følge.

Duoen, der begge har indvandrerbaggrund, har sagen igennem nægtet sig skyldige. Den ene af de to tiltalte, en 18-årig med somaliske rødder, har dog ved sagens retsmøder forklaret, at han var til stede under overfaldet på Johnny Henriksen. Han erkender også at have foretaget det opkald, som bestilte en taxa til adressen i Bellahøj.

I løbet af sagens retsmøder har anklager Sonja Hedegaard afspillet en række telefonsamtaler mellem de to tiltalte og andre personer i miljøet omkring Bellahøj.

Politiet lyttede med på ulovlig mobil: 'Jeg har ikke sladret, bror. Det lover jeg'

Politiet har siden overfaldet ment, at ikke alle sagens gerningsmænd er anholdt. Blandt andet har et bandemedlem af grupperingen Brothas været sigtet i sagen på baggrund af anonyme tips.  Sigtelsen mod bandemedlemmet, der er en central figur i Brothas, blev dog droppet igen, da han havde et troværdigt alibi for aftenen. 

Anklager Sonja Hedegaard har i sin procedure krævet tiltalte fængslet i otte år, hvis de kendes skyldige.

De tiltalte har i sagen fravalgt et nævningeting, og skyldsspørgsmålet samt dommen forventes derfor begge at blive klarlagt klokken 12 i retten på Frederiksberg.

Ekstra Bladet følger sagen..