Tiltalt for drab: Eddie fik store øjne - og blev skudt

To mænd er tiltalt for drab i forening, men nægter sig skyldig. Torsdag afgiver den anden tiltalte forklaring

Journalist Linette K. Jespersen fortæller om drabet på Eddie Christensen.

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet):  Den 46-årige mand, der er tiltalt for drabet på Eddie Christensen, stod lige ved siden af Eddie Christensen ved hans campingvogn, da han blev ramt af skud.

Sådan lød hans forklaring i retten torsdag, hvor han forinden havde forklaret, at der havde været en uoverensstemmelse mellem hans 53-årige medtiltalte og Eddie Christensen

Den 46-årige var gået hen til Eddies campingvogn for at berolige ham.

- Jeg står og taler med ham (Eddie, red) og prøver at få ham til at slappe af. Og så ser jeg hans øjne blive store, og så bliver han skudt, svarede han, hvorefter anklageren spurgte, hvad hans store øjne skyldes.

- Nogen kommer bag om og skyder ham.

Der er skudhuller i døren på Eddie Christensens campingvogn. Den 46-årige tiltalte forklarer, at han stod og snakkede med Eddie ved campingvognen, begge med siden til campingvognen, da Eddie ifølge hans forklaring blev skudt af 'Kaptajnen'. Foto: René Schütze
Der er skudhuller i døren på Eddie Christensens campingvogn. Den 46-årige tiltalte forklarer, at han stod og snakkede med Eddie ved campingvognen, begge med siden til campingvognen, da Eddie ifølge hans forklaring blev skudt af 'Kaptajnen'. Foto: René Schütze
 

- Hvem kommer og skyder, spurgte anklageren.

- Kaptajnen, lød hans nølende svar.

Han kalder konsekvens sin 53-årige medtiltalte for 'Kaptajnen'.

Generelt virker han meget nervøs og svarer meget kort på anklagerens spørgsmål. Under hans forklaring kigger den 53-årige ned i bordet foran sig.

De er tiltalt for drab i forening, men nægter sig begge skyldige. Den 46-åriges forklaring divergerer væsentligt fra 'Kaptajnens'.

Ved sagens første retsmøde lød den 53-åriges forklaring, at hans medtiltalte havde fortalt ham, at han var blevet truet af Eddie Christensen og havde spurgt, om han måtte låne en pistol. Han sagde, at den 46-årige kaldte Eddie Christensen for 'djævlen i campingvognen'.

Den 46-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender usømmelig omgang med lig. Privatfoto
Den 46-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender usømmelig omgang med lig. Privatfoto

Han var dog ikke i stand til at beskrive, hvordan han kunne se, at Eddie var blevet ramt. Han hørte et måske to skud.

- Ryger han ned på jorden, spørger anklageren.

- Nej, Kaptajnen og Eddie er så tæt på hinanden, at de tager fat i hinanden, forklarer han og siger, at det kommer til en brydekamp mellem 'Kaptajnen' og Eddie.

Han forklarede, at han overvejede at bryde ind i brydekampen, men han 'troede ikke, han kunne håndtere det', lød forklaring.

- Jeg var chokeret og i panik, sagde han.

Anklageren spurgte, om 'Kaptajnen' sagde noget.

- Han sagde, at jeg skulle tage pistolen og skyde Eddie, svarede han og afviste, at han gjorde det.

Han sagde, at han i stedet gik væk. Han følte sig syg.

Han kunne ikke ringe til politiet, fordi nogen lige var blevet skudt. Og han tænkte på sig selv og sin familie.

- Kunne det af den grund ikke være en god grund til at ringe til politiet, spurgte anklageren.

- Jo, men der var ikke nok rum og tid til at gøre det, svarede han.

Forinden havde han fortalt, at der havde været en mindre uoverensstemmelse mellem 'Kaptajnen' og Eddie i køkkenet på Rendborgvej 9. maj, den dag, politiet mener, at han blev dræbt, fordi Eddie ville fylde en lille vandtønde, som han havde i campingvognen.

- Og så sagde kaptajnen, at han skulle bruge badeværelset i stedet for. Det blev Eddie ikke specielt glad for at høre, sagde den 46-årige og konstaterede:

- Det er derfra, det hele starter. Der bliver ballade mellem Eddie og Kaptajnen, forklarede han.

Han afviser, at han selv var en del af skænderiet. Men han blandede sig heller ikke.

- Havde jeg vidst, hvad der skulle ske, have jeg sikkert ageret på en andet måde. Men det var bare småskænderier, svarede den 46-årige, der fremstår meget nervøs under sin forklaring.