Tiltalt for drab: 'Ekstraordinær situation'

42-årig drabstiltalt handlede ifølge forsvarer i nødværge i sag om drab på aarhusiansk rapper

RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Situationen var så presset og ekstraordinær, at en 42-årig mand med forbindelser til Pusher Street på Christiania handlede i nødværge, da den aarhusianske rapper Shmur sidste år mistede livet.

Det har mandens forsvarer, Henrik Stagetorn, netop oplyst retten i Aarhus, hvor sagen mod den 42-årige netop er startet.

Christiania-pusher tiltalt for drab

- I sagens forhold om drab er det min påstand, at der foreligger et grundlag for nødværge. At man har handlet på baggrund af den ekstraordinære situation, som man har stået i, lød det.

Den 42-årige mand er tiltalt for at have dræbt den 25-årige rapper med det borgerlige navn Abukar Ali med to skud fra en halvautomatisk Glock-pistol 22. juli sidste år.

Her var rapperen ifølge politiet mødt op med i hvert fald to kammerater, fordi de havde aftalt en hashhandel med den 42-årige pusher og tre andre mænd om overdragelsen af 50 kilo hash mod en betaling på 1,6 millioner kroner.

Men noget gik galt, og handlen udviklede sig i stedet til drabet på den 25-årige rapper.

Tre personer har ved tre tilståelsessager allerede modtaget dom i sagen om den kuldsejlede hashhandel. Det drejer sig om en 41-årig familiefar, en 45-årig tidligere hoteldirektør og den 46-årige Mike Birkholm Bruus.

Ved en tilståelsessag har sidstnævnte forklaret, at det også er hans opfattelse, at den drabstiltalte handlede i selvforsvar.

'I baglyset ser han det sådan, at (københavneren, red.) har reddet hans og sit eget liv. Ellers tror han, at det var gået frygteligt galt,' lød det i retten.

Hoteldirektør dømt for fatal hashhandel

Tilståelse afslører: Derfor blev rapper dræbt

Ved sagerne kom det frem, at der ved travbanen i Aarhus ifølge de tre udspillede sig et røveri og en skudveksling i sekunderne op til drabet på Abukar Ali.

 

Den 42-årige drabstiltalte pusher forventes at afgive forklaring i sagen senere i dag.

Den unge rapper blev fundet hårdt såret ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus kort efter klokken 19.