Biografer verden over viser i disse uger den amerikanske film American Sniper. En film, som portrætterer den amerikanske Navy SEAL-finskytte Chris Kyle, mens han kæmper i krigen i Irak. Chris Kyle kunne nemlig skrive militærhistorie i 2012, da han indtil da havde skudt 160 personer i krigen.
I 2013 blev 38-årige Chris Kyle dog selv mål for skud. Da han sammen med sin ven 35-årige Chad Littlefield ville tage sin tidligere marinesoldatskollega Eddie Ray Routh med på skydebanen, endte Chris Kyle og Chad Littlefield selv med at blive skudt.
Er snigskytter helte eller kujoner?
Nu er Eddie Ray Routh tiltalt for drabet på den historieskrivende finskytte, Chris Kyle, og Chad Littlefield, og advokaterne har i dag haft travlt med at udvælge medlemmerne til den jury, som skal overvære og dømme i sagen i Texas. Retssagen begynder - hvis de overholder tidsplanen - på torsdag. Problemet er bare, at alt for mange amerikanere kender historien om Chris Kyle og derfor ikke kan være objektive nok til at være jurymedlemmer. Det skriver AP.
Vælges blandt 800
Normalt sender retten i Erath County i Texas anmodninger om nævningeret ud til 175 personer, som advokaterne så kan vælge juryen ud fra. Men denne gang har retten sendt 800 stævninger ud. De 800 er efterfølgende blevet screenet for at se, om de så vidt muligt kan dømme retfærdigt i sagen.
Anmeldelse: Den patriotiske dræber
Nogle af dem var helt ærlige om, at de ikke kunne være nævninge, fordi de allerede havde en holdning om sagen ud fra filmen og den selvbiografi, som Chris Kyle udgav i 2012.
- Det er svært ikke at vide noget om sagen, siger Alan Nash, der er advokat fra Erath County ifølge AP.
Øjeblikkelig sindssyge
Eddie Ray Routh står over for en livstidsdom uden prøveløsladelse, hvis han bliver dømt. Hans advokater går dog efter at forsvare ham med det for øje, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket.
Familien til den tiltalte har fortalt, at Eddie Ray Routh siden sin hjemkomst fra Irakkrigen i 2010 har været meget nedtrykt og lidt af posttraumatisk stress. Det var da også det dårlige humør, der fik Chris Kyle og Chad Littlefield til at invitere kollegaen med på skydebanen, så han kunne blive opmuntret lidt.
Eddie Ray Routh' søster har siden fortalt politiet, at Eddie Ray Routh var fuldstændig fra den, efter han havde været på skydebanen med de to kolleger. Han var nemlig kørt direkte hjem til hende efter den drabelige episode.
Irriteret Støjberg erkender: Jeg ville skabe debat