Tiltalt for drabet på Freyja

Tiltalte forventes at erkende, men sagen kan ikke køre som ren tilståelsessag

Freyja Mogensen var mor til en datter på fem og en søn på 10 samt en 27-årig bonussøn. Den 51-årige drabssigtede var far til de tre børn, som nu reelt har mistet både deres mor og far. Privatfoto
Freyja Mogensen var mor til en datter på fem og en søn på 10 samt en 27-årig bonussøn. Den 51-årige drabssigtede var far til de tre børn, som nu reelt har mistet både deres mor og far. Privatfoto

Freyja Egilsdottir Mogensens liv sluttede brutalt, da hun blev kvalt 29. januar i år i Malling.

Nu har anklagemyndigheden rejst tiltale mod hendes 51-årige samlever, der tiltales for at have kvalt hende, hvorefter han parterede liget og forsøgte at gemme det i huset og haven.

Manden, der tidligere er dømt for drab på en samlever, meldte Freyja Egilsdottir Mogensen savnet 2. februar, men allerede samme dag blev han anholdt og sigtet for drabet, og politiet fandt kvinden død på hendes bopæl. Han blev varetægtsfængslet dagen efter.

Den 51-årige erkendte drabet i grundlovsforhøret, og sagens anklager, specialanklager Jesper Rubow fra Østjyllands Politi, fortæller, at han også forventer, at den tiltalte tilstår drabet ved hovedforhandlingen.

Alligevel kan sagen ikke køre som en ren tilståelsessag, hvor der bare er en enkelt dommer, der tager stilling til straffen.

- Det skyldes, at der under sagen kan blive påstand om forvaring, og så skal det som udgangspunkt køre som en nævningesag. Det kan man vælge fra, så det bliver en domsmandssag, men du kan ikke køre det som en tilståelsessag med kun en dommer, siger Jesper Rubow. 

Kendte til fortid
Han forventer, at sagen maksimalt tager en retsdag, og at der ikke bliver ført vidner, ligesom det er tilfældet ved en tilståelsessag.

- Jeg forventer, at han erkender, ligesom han gjorde i grundlovsforhøret, og så er der kun spørgsmålet om, hvad der er den rigtige straf, siger han.

Sagen er endnu ikke berammet i retten.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at parret blev gift på den magiske dato 7. september 2013. 7-9-13. På det tidspunkt vidste Freyja Mogensen godt, at han havde en dom for drab.

Hun mødte ham, da han deltog i et udslusningsprojekt og en uddannelse på handelshøjskolen efter afsoning af ti års fængsel i den gamle drabssag.

Parret var separeret, da Freyja Egilsdottir Mogensen blev dræbt. De havde to børn sammen. En datter, der var fem og en søn, der var 10, da deres mor blev dræbt, samt den nu drabstiltaltes 27-årig søn, som Freyja også havde taget til sig.