Tiltalt for guldrøveri: Havde videoer af guld og smykker

To 21-årige mænd var mandag i retten, tiltalt for at stikke en butiksejer ned, inden de røvede ham for smykker, kontanter og ædelmetaller til en værdi af mere end 1,5 mio. kr

De to tiltalte har ikke opholdstilladelse i Danmark, og taler meget lidt dansk. Der var derfor en tolk til stede i retten. Foto: POLFOTO.
De to tiltalte har ikke opholdstilladelse i Danmark, og taler meget lidt dansk. Der var derfor en tolk til stede i retten. Foto: POLFOTO.
Følg Krimi

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): En 21-årig mand, der mandag var på anklagebænken som den ene tiltalte i sag om grov vold og røveri mod en guldhandler, var iklædt hvidt joggingtøj og havde en tyk sølvkæde om halsen, da han fra vidneskranken svarede på anklagerens spørgsmål.

Et af dem lød, hvorfor hans dna var fundet både i gerningsbilen, på bukser, støvler og mundbind fra røveriet.

Ifølge den 21-årige var det ganske rigtigt hans tøj, der var brugt under røveriet, men kort forinden havde han givet det til en bekendt kaldet 'Mustafa', og han nægtede selv at have været til stede under røveriet.

 - Tøjet gav jeg til Mustafa, fordi det var blevet koldt, og jeg var vokset ud af det. Så jeg forærede ham det, forklarede han på afghansk via en tolk.

En bekendt, som han hverken kunne efternavn eller adresse på.

Mandens medtiltalte, ligeledes en 21-årig mand med afghansk baggrund, ønskede ikke at udtale sig.

Bagbundet og stukket
Det brutale røveri, hvor tøjet stammer fra, fandt sted 30. marts 2021 i en forretning i Storkøbenhavn, der smelter guld og sølv om til barrer.

Under den voldsomme episode blev indehaveren bundet på hænder og fødder, fik bind for munden og øjnene og blev stukket to gange i ballen.

Pengebundter, smykker og pistoler
I forbindelse med anholdelsen af den tiltalte konfiskerede politiet en mobiltelefon, hvor der blev fundet flere private videoer, som anklageren viste frem som bevismateriale.

Videoer, der viste store seddelbundter, smykker, sølvbarrer og pistoler.

Men igen var det 'Mustafa', der ifølge den tiltalte havde været på spil.

- Han vil bare gerne blære sig, derfor sender han sådan nogle videoer, sagde tiltalte.

Anklageren lagde vægt på, at kontanter, smykker og sølvbarrer kunne formodes at stamme fra røveriet.

Den 21-årige, der ikke ville udtale sig, havde ifølge anklageren efterladt et dna-spor på en lighter og en nøgle, der blev fundet i forbindelse med røveriet.

- Der var noget galt
Sagens offer, butiksindehaveren, afgav også forklaring i retten.

- Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg ville gerne have dem ud, sagde butiksindehaveren, da han skulle fortælle om sit første indtryk af de to gerningsmænd.

Ifølge butiksejeren havde en person ved navn Adam ringet tidligere på dagen og lavet en aftale om at komme og se på smykker. 

Han blev dog utryg, da to yngre mænd mødte op med mundbind, kasket og tørklæde, men det var under covid-19, og derfor var mundbind og tildækning mere normalt.

Der opstod tumult, da butiksindehaveren ville have de to mænd ud igen. Her blev han truet med pistol og kniv til at åbne pengeskabet.

- Jeg opdager ikke, at jeg er stukket, for der er tumult og så meget adrenalin, sagde butiksindehaveren om de knivstik, han fik i ballen under røveriet.

Ud over sin forklaring kunne manden også genkende flere af sine sølvbarrer fra tiltaltes videoer.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Jeg er på vagt 24/7

Den tiltalte, som mandag ikke ønskede at afgive forklaring i retten, er ud over anklagerne om vold og røveri også tiltalt for vold og afpresning mod en person fra Glostrup to måneder før røveriet.

- Lige nu holder jeg mig skjult, for jeg er bange, lød det fra sagens andet offer.

Manden fortalte, at han kendte tiltalte i forvejen, da han havde hjulpet ham med at skaffe sort arbejde inden for nedrivningbranchen.

Men der var angiveligt sket noget imellem de to, og ifølge tiltalte skyldte manden ham penge.

Tæsk på hele kroppen
Den forurettede fortæller, at han 6. februar 2021 kom hjem og mødte tiltalte og tiltaltes storebror, som han hilste pænt på. Dernæst blev han skubbet ind i et skur, og to personer med masker dukkede også op.

- De slog og sparkede mig over hele kroppen, og pludselig blev jeg truet af tiltalte med en pistol, sagde manden om overfaldet.

Efter tiltalte, tiltaltes bror og to ukendte gerningsmænd angiveligt havde gennembanket manden, fik han at vide, at han skulle skaffe 50.000 kroner inden for tre døgn.

Forslået og bange
Offeret meldte overfaldet til politiet samme dag og var på hospitalet for sine kvæstelser.

Han sad en smule foroverbøjet i vidneskranken og fortalte, at han har problemer med sin ryg efter overfaldet, og han gav flere gange udtryk for, at han frygter for sit liv, da de to maskerede mænd endnu ikke er pågrebet.

Den tiltalte nægter at have taget del i overfaldet, men erkender at have været til stede, og at han skulle have stoppet de andre personer, som tæskede manden.

Mere fra Ekstra Bladet+

Qatar er et diktatur, styret af emiren og et præsteskab med rod i shariaen

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind