Tiltalt for skud og syv biltyverier: - Jeg kan ikke huske halvdelen af weekenden

En menneskejagt udspillede sig over ti timer i september og involverede både indsatsstyrke og helikoptere

Politiet jagtede hjemmerøveren over store dele af Sjælland. Foto: Per Rasmussen
Politiet jagtede hjemmerøveren over store dele af Sjælland. Foto: Per Rasmussen
Følg Krimi

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): - Jeg kan ikke huske halvdelen af weekenden, og så skal jeg huske, hvornår jeg har kørt bil?

Sådan lød det fra en 51-årig mand, der mandag blev stillet for retten i en mildest talt usædvanlig sag.

Han er tiltalt for 46 forhold, hvoraf 40 af forholdene skulle have udspillet sig lørdag 16. september sidste år. Ifølge anklageskriftet skulle den 51-årige have skudt en 32-årig mand i begge ben, sat ild til hans hus og have afpresset både ham. Ligeledes skød han efter politiet, hvorefter han flygtede og under flugten begik to hjemmerøverier og røvede syv flugtbiler, inden han blev anholdt på Amager.

Bevæbnet jagtet på Sjælland: Overfaldt 18 mennesker - Indsatsstyrke og helikopter sat ind

Mandag begyndte retssagen mod den 51-årige, og på sagens første dag skulle han afgive forklaring. Han nægtede sig skyldig i 41 af forholdene, men erkendte dog at han have været i besiddelse af euforisende stoffer og at have været påvirket, mens han kørte bil. 

’Helt væk’ på kokain

Netop stoffer var et gennemgående tema, da den 51-årige afgav forklaring.

Han understregede flere gang, at han var ’helt væk’ kokain og fentanyl den pågældende dag. Han har efter egen forklaring været clean siden 1995, men begyndte at tage stoffer igen da han faldt for en pige. 

- Hun var en lækker pige, og jeg blev forelsket med det samme. Hun tog desværre stoffer og fik lokket mig med på den. Lidt til at starte med, og til sidst var det hver gang, vi skulle elske, at vi lige skulle have noget coke. Det er jo stoffet over alle stoffer. Derfor kom jeg i uføre, forklarede han i retten.

I weekenden, hvor 40 af de 46 forhold indtraf, havde den tiltalte besøgt en 32-årige mand og overnattet hos ham. De to var ’gode venner’ og kendte hinanden gennem misbrugsmiljøet. Om morgenen var de kommet op og toppedes, da vennen ifølge den tiltalte havde stjålet hans kokain.

-  Han skylder mig penge, og han har stjålet fra mig. Han har siddet og stjålet min morgenrøg, og det er sådan noget, man ikke gør. Det koster normalt en dumflad, lød det fra den 51-årige, da han forklarede, hvordan situationen mellem de to var eskaleret til, at den 32-årige var blevet skudt.

Den tiltalte nægtede at skulle have skudt sin kammerat, men forklarede, at de to var kommet op og slås, og at en pumpgun godt kunne være gået af og have ramt vennen.

Nægtede biltyverier

Herefter lød forklaringen fra den 32-årige, at han skulle være flygtet fra stedet og have mødtes med en anden mand. Han ville ikke fortælle mere om den anden mands identitet, men han skulle have fået nøglerne til den anden mands bil og herefter forklarede han, at han var kørt til en strand.

Flere timer efter skulle den anden mand været kommet, hvorefter de to byttede biler, så den 51-årige fik en Kia Rio.

Herfra forklarede han selv, at han var kørt på loppemarked og havde købt et litografi og nogle skeer til at lave coke. Til sidst kørte han til Amager, hvor han blev anholdt af politiet.

Anklageskriftet mod den 51-årige omfatter også skud mod politiet og syv biltyverier, men den 51-årige nægtede sig skyldig og ville heller ikke svare på spørgsmål om det.

Torsdag fortsætter retssagen, som der er afsat seks dage til. Det ventes, at der falder afgørelse 28. juni.

Her er de vigtigste tiltaler af de 46, der er rejst mod den 51-årige

1. Trusler på livet mod 32-årig bekendt, der nægter at deltage i et røveri: - Så kan jeg ligeså godt skyde dig.

2. Afpresning mod den 32-årige, der blev truet med en dolk til at skaffe penge via sin mor.

3. Grov vold og våbenbesiddelse ved at have skudt den 32-årige flere gange i benene med en pumpgun.

4. Grov vold ved at have slået den 32-årige i hovedet med baseballbat.

5. Brandstiftelse ved at have sat ild til den 32-åriges hus flere steder, så der skete skader for 80.000 kr.

6. Vold og trusler mod den 32-åriges mor, der blev trukket i håret og truet med at blive skudt.

7. Trusler med pistol mod to politifolk.

8. Ulovlig tvang, truede bilist og hans passager til at udlevere en Peugeot 107.

9. Ulovlig tvang, truede med pistol og fik nøglerne til en Toyota Aygo og en VW Touran i Tappernøje.

10. Trusler på livet, pegede med pistolen på to personer i Tappernøje.

11. Trusler på livet med pistol og økse mod to personer i en VW Touran, som han hamrede øksen ned i, og flygtede i.

12. Trusler på livet med øksen, som han hamrede mod fronten af en Renault varevogn i Tappernøje.

13. Forsøg på ulovlig tvang mod bilist i Fakse, som han krævede bilnøglerne af ved at true med baseballbat.

14. Forsøg på ulovlig tvang mod endnu en bilist i Fakse, der blev truet med baseballbat.

15. Forsøg på grov vold, slog ud efter mand med baseballbat, men manden undveg slaget.

16. Hjemmerøveri hvor han trængte ind i privat hjem i Fakse, truede med pistol og fik nøglerne til en Fiat 500.

17. Trusler på livet i Fakse. Forsøgte at standse bilist ved at true med pistol.

18. Ulovlig tvang. Truede sig med pistol til nøglerne til en VW Passat i Haslev.

19. Ulovlig tvang i Hasleb, hvor han med baseballbattet og et koben truede med at slå bilist ihjel, hvis han ikke fik nøglerne til en Citroén C3.

20. Forsøg på grov vold mod den samme kvindelige bilist, som blev forsøgt slået med battet og kobenet, men undveg.

21. Vidnetrusler mod samme bilist, der forsøgte at få fat i sin mobil, og blev truet med at blive dræbt, hvis hun ringede til politiet.

22. Hjemmerøveri i Tureby, hvor han trængte ind i et privat hjem og truede sig til nøglerne til en blå Kia Rio og kvindens taske med værdier til 800 kr.

23. Trusler på livet mod to betjente, der efter anholdelsen kørte den 51-årige til Næstved Politigård.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.