Gennem flere år forberedte en nu 27-årig nordjysk mand en uhyggelig plan om at begå massedrab på en eller flere skoler og andre institutioner i Nord- og Østjylland.
Det mener anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, mens manden selv, som i al diskretion har siddet varetægtsfængslet siden december 2020, nægter sig skyldig i den alvorlige tiltale.
Nævningesagen mod den tiltalte mand fra Hobro indledes mandag morgen ved Retten i Aalborg.
Ekstra Bladet har været i kontakt med nære familiemedlemmer til den tiltalte, som er omfattet af navneforbud. De har ikke ønsket at udtale sig.
'Jordens sødeste mand'
Men en tidligere nær ven fortæller anonymt til Ekstra Bladet, at den 27-årige nordjyde var, hvad han beskriver som 'jordens sødeste mand'.
Han forklarer også, at vennen fortalte, at han havde en mental forstyrrelse.
- Der var også det ved ham, at han gik rigtig meget op i våben, og han sagde helt åbent, at han syntes, vi burde indføre den amerikanske våbenlovgivning i Danmark, så folk kunne beskytte sig selv bedre, fortæller den yngre mand, som har boet på samme kollegium som den tiltalte.
I den, i Danmark, helt unikke sag er den unge nordjyde tiltalt for forsøg på manddrab ved i tidsrummet fra 2015 og helt frem til anholdelsen og fængslingen af ham godt fem år senere bl.a. at have anskaffet sig skarpe våben og ammunition for målrettet at kunne gennemføre sit skræmmende ønske.
Skrev manifest
En plan som han undervejs nedfældede i et manifest med planlægning og beskrivelse af, hvordan han ville udføre et eller flere masseskyderier.
Politiet slog til 16. december 2020. Her blev han anholdt, og hans bopæl i Hobro blev ransaget.
Det skete blot tre dage efter, at han på internettets lyssky ’darknet’ havde oprettet en ordre på køb af en AR-15 riffel.
Et eksklusivt, halvautomatisk våben med en skræmmende effekt, hvis det kommer i de forkerte hænder.
Rekognoscerede ved skoler
Ved ransagningen af mandens bolig blev der fundet bl.a. flere magasinbælter, en patronpose, et pistolhylser og to elefanthuer.
Og hertil taktisk beklædning i form af en kasket, en vest med forlommer, bukser, nylonbælte, strømper, støvler og handsker.
Politiets efterforskning har vist, at den tiltalte i løbet af 2020 lavede talrige søgninger på nettet og hentede detaljerede oplysninger om specifikke skoler, uddannelsesinstitutioner samt en børnehave i det nordlige og østlige Jylland.
Og om deres ringetider, undervisningsskemaer og antallet af elever.
To år forinden havde han ifølge tiltalen foretaget rekognoscering ved flere af skolerne og uddannelsesinstitutionerne i Aarhus-området.
Han har gennem nogle år været medlem af en skytteforening og har ad den vej lovligt anskaffet to pistoler, en Colt kaliber 22 og en 9 mm Glock og skarp ammunition.
Men anklagemyndigheden mener, at anskaffelsen af håndvåbnene i virkeligheden hænger direkte sammen med hans plan om at begå massedrab.
Også det nægter han.
Pistoler og kniv konfiskeret
I juni 2020 konfiskerede politiet begge pistoler sammen med skarp ammunition, magasiner samt en kniv med en bladlængde på 18 cm.
Efter anholdelsen og grundlovsforhøret i december 2020 blev han i første omgang varetægtsfængslet og sat bag tremmer i en arrest.
Få måneder senere blev han overflyttet til surrogatfængsling på en psykiatrisk afdeling.
Specialanklager Kim Kristensen nedlægger påstand om, at den 27-årige mand skal dømmes til anbringelse et tilsvarende sted.
Der er afsat fem retsdage til nævningesagen ved Retten i Aalborg med forventet dom i begyndelsen af februar.