KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Den nye samtykkelov står til at skulle stå sin test i byretten i København disse dage i en sag, som bygger på begivenheder, der udspillede sig på Oslobåden 23. april i år.
To mænd på henholdsvis 32 og 38 år står tiltalt for voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse.
Ifølge anklageskriftet, som anklager Stine Skovgaard læste højt tirsdag, skulle de to mænd efter fælles forståelse have voldtaget en ung kvinde. De skulle have haft samleje med kvinden og ført hendes hænder til at masturbere dem begge. Ydermere er den 38-årige tiltalt for at have haft analt samleje med kvinden og blufærdighedskrænket hende ved at slikke hendes bryst og befølt hendes kønsdele med hænderne.
Alt dette skulle være foregået uden samtykke fra kvinden, som på grund af alkoholindtag ikke var i stand til at modsætte sig handlingerne.
28. april - et par dage efter turen på Oslobåden - blev de to sigtet for voldtægt. Det skete, efter offereret i sagen, en ung kvinde, havde valgt at anmelde de to mænd, der også er fætre, til politiet.
De nægter sig begge skyldige.
Da sagen er omfattet af navneforbud, er det ikke muligt for Ekstra Bladet at nævne navnene på hverken offeret eller de tiltalte i sagen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Vågnede til stønnen
De to fætre fik tirsdag mulighed for at komme med deres forklaring om, hvad der skete på Oslobåden tilbage i april. Den første, der satte sig i midten af retssalen for at afgive forklaring, var den 32-årige, som den pågældende aften havde størstedelen af kontakten til offeret.
Han forklarede iført jeans, en mørk trøje og med livligt kropssprog, at hele familien havde været på tur med færgen, der sejler den cirka 19-timers tur mellem København og Oslo, i anledning af et familiemedlems fødselsdag.
Hele familien nød drinks og shots i en af skibets barer, hvor den 32-årige også møder offeret i sagen.
Sidst på aftenen tager kvinden kontakt til den 32-årige, da hun ikke kan finde sin søster, som hun er afsted med. De to leder herefter efter søsteren sammen. Undervejs bliver de filmet af flere overvågningskameraer, hvis materiale bliver vist i retten tirsdag. Her ser man de to unge mennesker slingre ned ad gange på skibet, og hvordan den tiltalte kysser på den tydeligt trætte kvinde i en elevator.
Den 32-årige tiltalte og anklageren var ikke helt enige om, hvorvidt det virkede til, at der var et gensidigt ønske om den fysiske kontakt mellem de to ud fra overvågningvidoerne.
De stopper søgningen, da den tiltalte giver udtryk for, at han ikke orker at lede mere. Han tilbyder kvinden, at hun kan sove i hans kahyt, hvor hans fætter, den medtiltalte i sagen, også sov i deres dobbeltsengen. Hun takkede ifølge ham ja.
Mens den 38-årige fætter snorkede ved siden af, påbegyndte de to et samleje. Men efter få minutter stopper de igen, da kvinden ifølge den 32-årige siger 'jeg kan ikke det her'. Hun fortæller, hun har en kæreste, hvorefter hun nævner et kvindenavn.
- Jeg siger, det kan jeg godt forstå, og så stopper vi, sagde den 32-årige tilalte.
Herefter lagde de sig til at sove. Den unge kvinde endte i midten af sengen mellem de to fætre. Han forklarede, at han på intet tidspunkt havde indtrykket af, at kvinden ikke ønskede det samme som ham, selvom han var mere engageret.
Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...
Den 32-årige forklarede herefter, hvordan han næste morgen vågnede til et helt andet scenarie, end han havde forestillet sig.
- Jeg vågner og hører sexlyde fra (fætteren, red.) og (kvinden, red.).
- Der bliver jeg ærlig talt irriteret, jaloux og chokeret. Det er mig, der har gået og kysset med hende hele aftenen, og så ligger de kraftedeme derovre og hygger.
'Halvnøgen kælling'
Kort efter den 32-årige vågner til stønnelyde i den anden side af sengen, forlader kvinden værelset uden videre.
Lige præcis det kan den 38-årige fætter godt genkende. Dog er han uenig i næsten alle andre dele af sin yngre fætters forklaring.
- Jeg har ikke rørt ved (kvinden, red.) på noget tidspunkt, sagde den 38-årige.
Den for ham belastende forklaring fra hans fætter peger dog i en anden retning. Den 32-årige forklarede nemlig, hvordan han om morgenen, efter kvinden havde forladt værelset, havde vendt sig rundt for at få en forklaring fra sin fætter.
- Han kigger på mig og fortæller, at 'når han vågner op til en halvnøgen kælling, så skal han da ligge og rode, det vil han da skide på'. Jeg syntes, det var synd for hende, for det lyder ikke, som om hun har givet samtykke til det, sagde den 32-årige og fortsatte:
- Jeg synes ikke, det er i orden sådan noget der, så ja, jeg var sur på (fætteren, red.).
Begge de tiltalte forklarede, at de ellers ikke har talt med hinanden om aftenen efterfølgende, på trods af de delte kahyt på vejen hjem fra Oslo til København igen.
- Vi har altid haft det godt med hinanden, men vi ser stort set kun hinanden til familieting. Jeg har det næsten, som om jeg er en stikker lige nu, sagde den 32-årige.
Retssagen forventes at forsætte onsdag.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fire nigerianske pirater blev skudt og dræbt sidste år i en ildkamp med danske soldater ud for Nigeria. I denne uge blev en overlevende pirat dømt i Københavns Byret. Hør mere om sagen i ugens 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app.