Det gik voldsomt for sig, da politiet en tidlig eftermiddag 20. december i fjor jagtede en stjålet Toyota Yaris tværs igennem København.
Der er nu rejst tiltale imod en 23-årig mand, der er tiltalt for at have kørt den stjålne bil. Han har anden etnisk baggrund og hans aktuelle adresse er en psykiatrisk afdeling, fremgår det af anklageskriftet.
Her beskrives den voldsomme køretur igennem hovedstaden, hvor han blev jagtet af politiet. Biljagten tog sin begyndelse omkring kl. 11.30, hvor den stjålne bil tilfældigt blev spottet af en politipatrulje på Torvegade på Amager.
Herfra gik det med høj fart igennem København, hvor det fik en brat ende på hjørnet af Gammel Kongevej og Lykkesholms Allé på Frederiksberg godt et kvarter senere. Her mistede føreren kontrollen over den stjålne bil og bragede ind i en brandhane.
Sagens anklageskrift beskriver en række hårrejsende detaljer i forbindelse med episoden, og det er et under, at ingen tilfældige kom noget til. Blandt andet på Amager, hvor den stjålne bil påkørte en anden bil, som man overhalede. Påkørslen skete, fordi man ville undgå sammenstød med en modkørende lastbil.
På den videre færd gik det overfor rødt adskillige gange. Ud for Christiansborg Slotskirke gik det venstre om helleanlægget. Senere kørte den tiltalte både på fortov og cykelsti gentagne gange.
På Gammel Kongevej - kort før turen stoppede - måtte en tilfældig fodgænger springe for livet for at undgå at blive ramt. Det skete efter, at den stjålne bil var kørt rundt om et blindt hjørne og ind over både cykelsti og fortov.
Sidst ramte han brandhanen efter først at have påkørt et skilt og en parkeret cykel.
Det fremgår af anklageskriftet, at den tiltalte 23-årige havde indtaget cannabis og desuden ikke havde kørekort, fordi han tidligere er blevet frakendt førerretten.