To mænd havde ganske voldsomme planer, da de en nat i maj i år troppede op ved Satudarahs dengang nyåbnede klubhus uden for Vodskov lidt nord for Aalborg.
Duoen - den ene på 21 år og den anden på 31 år - er nu tiltalt for at have haft fem såkaldte molotovcocktails og en benzindunk med sig ved 4-tiden 20. maj.
Formålet med brandbomberne var ifølge Nordjyske at stikke ild på klubhuset, men så langt nåede de ikke.
Ifølge sagens anklageskrift blev duoen opdaget af en eller flere personer, der opholdt sig på adressen, og derfor valgte den tiltalte duo at stikke af.
Ifølge Nordjyske blev de anholdt en halv time senere på motorvejen syd for Aalborg.
Det vides ikke, hvordan de to tiltalte forholder sig til anklagerne.
Retssagen begynder efter planen på torsdag.
Ud over den alvorlige tiltale er den 21-årige også tiltalt for ved flere lejligheder at have kørt bil i hashpåvirket tilstand.
Den 31-årige er tidligere idømt en længere fængselsstraf for et rocker- og banderelateret skyderi.