To anholdt i æggeskandale: Giftige æg spredt vidt og bredt

To personer er nu anholdt i forbindelse med æggeskandalen, der spreder sig i Europa

To personer er blevet anholdt i Holland i forbindelse med spredningen af æg, der er inficeret med det giftige insektmiddel fipronil.

Det skriver AFP.

De inficerede æg er spredt i store dele af Europa og er nu også nået til Danmark. Det bekræfter Fødevarestyrelsen overfor Ekstra Bladet.

-  Vi kan bekræfte, at der er fundet æg i Danmark, der stammer fra en af de besætninger i Holland, som er blevet forurenet med insektbekæmpelsesmiddel, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove til Ekstra Bladet.

Ifølge Fødevarestyrelsen mistænker man, at der er blevet svindlet med sprøjtemidler på en besætning i Holland, hvorefter de giftige æg er blevet spredt i store dele af Europa.

Nu er to personer så anholdt i sagen. Det vides endnu ikke, hvordan sigtelsen mod dem lyder.

Kan være farlig for mennesker
De inficerede æg indeholder giftstoffet fipronil, som bruges mod lus, lopper og mider. Men EU-regler forbyder brug af det direkte på dyr, der skal ende på middagsbordet. Derfor er det også ganske alvorligt, hvis man kommer til at spise mad, som indeholder giftstoffet.

- Det kan være meget farligt for mennesker, hvis de spiser de æg, der indeholder stoffet. Det kan skade de indre organer, og det er jo meget alvorligt. Det er også derfor, at vi gør så meget ud af at blokere for sendingerne, som vi har gjort nu, siger Nikolas Kühn Hove.