Var du tilstede, og ved du noget om ulykken, så tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.
Tre personer er blevet ramt af en bil på Wildersgade på Christianshavn i København. Kort forinden var bilen kørt sammen med en anden bil og blev derefter slynget op på fortovet.
Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.
- Klokken 17:02 får vi en anmeldelse om et færdselsuheld, hvor tre fodgængere er blevet ramt af en bil. Så bliver man jo bange, når man tænker på, hvad der er sket i Berlin og Stockholm, så vi rykker selvfølgelig med det samme.
- En yngre mand overholder ikke sin vigepligt og brager i stedet ind i en bil. Den modkørende bil bliver slynget op på fortovet, hvor der sidder nogle personer på en café. De bliver ramt og skal på hospitalet, fortæller vagtchef, Henrik Brix.
Et stort antal ambulancer samt politi- og brandbiler hastede derefter til stedet.
Personer set løbe fra stedet
Mindst fire personer er blevet kørt på hospitalet efter ulykken.
- De er ikke i livsfare, men der er nok et par brækkede knogler, fortæller Henrik Brix.
Efter ulykken forsøgte flere personer at løbe fra stedet.
- Nogle er løbet fra en af bilerne, inden vi når frem til stedet. Dem har vi endnu ikke fanget, og føreren af bilen, der ikke har overholdt sin vigepligt, er ikke samarbejdsvillig, så vi finder dem nok ikke, fortæller vagtchefen.
Føreren af bilen, der blev ramt og slynget op på fortovet, vil blive tilbudt psykologhjælp.
Hørte skrig fra gaden
Ekstra Bladet har været i kontakt med Tore Hind, der bor i bygningen over for caféen. Han fortæller, at der lød et meget højt brag, da bilerne kørte sammen.
- Jeg hørte et mega højt brag og skrig fra folk på gaden, og så smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne og skyndte mig hen til vinduet, fortæller han til Ekstra Bladet.
Ulykken er sket foran Café Lunas Diner. Manden, der påkørte en anden bil, vil blive sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Derudover har politiet taget en blodprøve af manden for at se, om han var påvirket under påkørslen.