Det var formentlig tale om en familietragedie, da tre mennesker mandag aften blev dræbt af skud i den hollandske by Dordrecht.
En fjerde person meldes alvorligt kvæstet efter episoden, der udløste et stort opbud af politi og redningsfolk.
Polititalsmand Wim Hoonhout oplyser, at 'det synes at være en familietragedie', skriver Associated Press.
Ifølge mediet De Telegraaf er den mistænkte en politimand, mens ofrene er hans familie. Den formodede gerningsmand meldes død ved egen hånd.
De to andre dræbte er børn på henholdsvis otte og 12 år, oplyser hollandske medier.
Byens borgmester, Wouter Kolff, skriver i tweet, at der 'har været en meget alvorlig hændelse.'
Der er ingen yderligere detaljer om skyderiet.
Det er under et år siden, at der sidst var et skyderi i en hollandsk by, da Utrecht 18. marts 2019 var udsat for et angreb. Her blev tre personer dræbt, mens yderligere fem blev såret.
Dengang blev det frygtet, at skyderiet var et terrorangreb. Efter politiet arresterede en 37-årig mand fra Tyrkiet, gav Anklagemyndigheden dog udtryk for, at det var internt familieopgør.