To cirkus-vogne stødte sammen

Lastbiler fra cirkus Arena kolliderede sent onsdag

(Foto: Johnny D. Pedersen)
(Foto: Johnny D. Pedersen)

To lastbiler med trailere fra cirkus Arena kolliderede onsdag aften på Skovvejen ved Nørre Jernløse på Sjælland.

Ulykken fandt sted ved 23-tiden og betød, at der opstod en længere bilkø.

Begge chauffører slap fra episoden uden skader, oplyser politiet.

- Det var et par køretøjer, som stødte sammen, men der er ikke registreret personskader, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Skovvejen var efterfølgende spærret i et par timer, mens oprydningsarbejdet stod på.

Blandt andet lækkede den ene lastbil – en tankvogn – brændstof på vejen, hvilket Vestsjællands Brandvæsen var nødt til at tage hånd om.

Årsagen til sammenstødet kendes endnu ikke.

Cirkus Arena - der kalder sig 'Nordens største cirkus' – havde netop optrådt i Holbæk, og køretøjerne var på vej mod Kalundborg, hvor der er forestilling torsdag.

(Foto: Johnny D. Pedersen)
(Foto: Johnny D. Pedersen)