Opdateret: Mændene blev fængslet frem til 16. februar.
RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Et større politiopbud var mødt op ved Retten i Næstved onsdag formiddag, da to yngre mænd blev ført ind til grundlovsforhør.
Her vil anklagemyndigheden kræve dem fængslet for drabet på en 34-årig mand, der blev skudt i hovedet med et haglgevær på en øde grusvej ud for Mogenstrup på Sydsjælland første juledag. Tre personer er allerede varetægtsfængslet.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Dråbe under øjet
De to mænd på 23 og 27 år blev anholdt i går eftermiddags, hvilket de bekræftede ved retsmødets start.
Den ældste af mændene havde flere tatoveringer i ansigtet og i hovedbunden, og under det venstre øje havde han en dråbe og et kors foreviget i huden. Hans medsigtede havde tatoveringer ud på på hænderne.
Der var fyldt i retsokalet af presse og flere hærdebrede Bandidos-tilhørere, der var mødt op. En af dem havde en tung guldkæde med Bandidos-logo som vedhæng.
Der var derfor postyr omkring siddepladser, inden der igen kom ro i salen og anklager Skipper Falsled kunne læse sigtelserne mod mændene op.
De er sigtet for i forening og efter fælles forståelse sammen med en 22-årig medgerningsmand at have skudt og dræbt den 34-årige Bandidos-rocker med skud fra et haglgevær 25. december lidt før kl. 19 på den øde grusvej, hvor han blev fundet kort efter.
Subsidiært er de sigtet for at have tilskyndet den 22-årige til at begå drabet.
Efter anklageren havde fremlagt sigtelsen, blev dørene lukket med hensyn til efterforskningen.
Fem anholdt
Den 22-årige der er nævnt i sigtelsen, blev fremstillet i grundlovsforhør to dage efter drabet sammen med sin 23-årige ægtefælle.
Under retsmødet erkendte han, at han havde mødtes med den dræbte 34-årige den aften, og at geværet var gået af. Ifølge ham var taget alene ud og mødes rockeren, og geværet blev affyret ved et uheld.
Han har ifølge Ekstra Bladets research tidligere været relateret til Satudarah, men er umiddelbart ikke længere rocker-bandemedlem.
Han blev varetægtsfængslet, mens han hustru i første omgang blev løsladt.
I sidste uge blev den 23-årige kvinde så igen anholdt og fremstillet. Denne gang som sigtet for sammen med sin mand at at have anskaffet sig haglgeværet 23. december og været i besiddelse af det.
Hun erkendte, at parret havde anskaffet sig våbnet, men nægter sig skyldig i besiddelse.
Ydermere blev en 46-årig varetægtsfængslet allerede dagen efter drabet. Ifølge sigtelsen blev en bil, han havde brugsret over på gerningstidspunktet brugt i forbindelse med drabet. Han nægter sig skyldig.
Ekstra Bladet følger sagen