To Levakovic-søskende løsladt

Så er tre medlemmer af Levakovic-familien igen på fri fod

Retten på Frederiksberg (Ekstra Bladet): Retten på Frederiksberg har netop løsladt de to søskende: Giovanni Levakovic, 54, og hans lillesøster Monika Petrovic, 43, som sammen med storesøster, 'Trick-tyvenes dronning', Diana Petrovic og nevøen Santino Levakovic alle er tiltalt for forsøg på trick-tyveri mod en ældre dame på 93 år på Smyrnavej på Amager den 20. januar i år.

Diana Petrovic, 55, kom til retsmødet på Frederiksberg i dag som en fri kvinde, mens de tre andre fortsat sad varetægtsfængslet, da retsmødet gik igang.

Trick-tyvenes dronning: Jeg vil ikke i avisen - jeg får angst

Men dommeren ved retten på Frederiksberg, Torkel Hagemann, besluttede efter dagens vidneafhøringer efter begæring fra de tiltaltes forsvarere, at der ikke længere er grundlag for fortsat varetægtsfængsling af Giovanni Levakovic og Monika Petrovic.

Begrundelsen var, at de ikke længere kan påvirke vidner, og at de allerede har siddet så længe i varetægt, så det nærmer sig den straf, som de kan blive idømt, hvis de findes skyldige.

Santino Levakovic: Jeg er ikke typen til trick-tyveri

Santino Levakovic, 21, der er søn af Levakovic-klanens overhoved, Gimi 'Boss' Levakovic, er tiltalt for otte tilfælde af tricktyveri eller forsøg på trick-tyveri mod ældre svagelige mennesker. På grund af de mange forhold besluttede dommeren, at han skal forblive bag tremmer, indtil der falder dom den 19. juni.

Offer for tricktyveri: Pludselig stod de i stuen

Det var to utrolig glade søskende, som for lidt siden kunne forlade retten og køre hjem til Amager med storesøster Diana Petrovic.

Monika græd af glæde og råbte til Santino: 'Hold ud'. Mens både Diana og Giovanni flere gange var henne hos Ekstra Bladets reporter og anmode om, at avisen ikke skriver om familien.

Igen-igen: Ny tiltale kan sende Levakovic-søskende ud af landet

En tilhører, der hører til klanen og som deltog i retsmødet med en lille dreng på tre-fire år, råbte derimod 'so' efter Ekstra Bladets reporter og rakte tunge, da han forlod retten.