To mænd fremstilles i dag, søndag, i forbindelse med en voldsom episode, der udspandt sig sent lørdag aften i en lejlighed på Otto Bentzons Vej i Århus.
Omkring kl. 23 blev politiet kaldt ud til adressen, fordi der var indgået anmeldelse om huspetakler og ballade, lyder det i Østjyllands Politis Døgnrapport.
'En patrulje var hurtig fremme og i opgangsdøren blev truffet to mænd, der hastigt var på vej væk fra adressen. De blev begge anholdt. En person undløb fra stedet. Det viste sig efterfølgende, at personer i en lejlighed i opgangen havde været udsat for grov vold og røveri. Personerne kendte hinanden forud for episoden.'
I forbindelse med grundlovsforhøret vil man anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi vil derfor ikke kommentere sagen yderligere p.t.