To mænd fortsat anholdt for knivstikkeri i Sønderborg

Retten har opretholdt anholdelsen af to mænd sigtet for forsøg på manddrab i yderligere tre døgn

Retten i Sønderborg har opretholdt anholdelsen af to mænd på 27 og 45 år i tre døgn, mens politiet arbejder på at fremskaffe beviser i sagen mod dem.

De nægter sig skyldige, og den 45-årige mand har kæret rettens afgørelse om opretholdelse af anholdelsen.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

De to mænd er blevet sigtet for forsøg på manddrab, da politiet mener, at de har stukket to mænd på 26 og 23 år med kniv natten til lørdag cirka klokken 01.30 i Sønderborg.

Hændelsen fandt sted omkring parkeringspladsen umiddelbart nord for Nørrebro i det centrale Sønderborg.

Politiet efterlyser vidner i sagen og beder folk om at ringe til dem på 114, hvis de har set noget.

Den ene mand på 23 år blev efterfølgende bragt til Odense Universitetshospital. Det oplyste vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann lørdag morgen.

- Han er uden for livsfare, sagde vagtchefen i den forbindelse.

Det andet offer er 26 år, og han er blevet behandlet og udskrevet igen.