To mænd melder sig selv efter drabsforsøg

Politiet bekræfter, at to mænd har meldt sig selv i en sag om drabsforsøg, skriver Horsens Folkeblad

Video: Local Eyes

To mænd har meldt sig selv efter et drabsforsøg på en tankstation i Horsens den 16. januar.

Det oplyser politiet til Horsens Folkeblad.

Ved overfaldet blev en 24-årig mand stukket med en kniv på Circle K på Allégade, hvorefter han forsøgte at påkøre sine to rivaler med en bil.

Den 24-årige mand, der forsøgte at køre de to mænd ned, blev anholdt efter overfaldet og sigtet for drabsforsøg.

Trods knivstikkeriet var han ikke værre tilredt, end at han kunne møde op til grundlovsforhør dagen efter. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Dommeren valgte dog ikke at fængsle manden for drabsforsøg, men grov vold.

Han nægter sig skyldig.

De to mænd, der er mistænkt for selve knivoverfaldet, mødte selv op på politistationen mandag aften. De vil tirsdag blive fremstillet i et grundlovsforhør, hvor de sigtes for drabsforsøg, skriver Horsens Folkeblad.

Foto: Sydøstjyllands Politi Krimi Politi efterlyser mænd for drabsforsøg

Krimi Stukket med kniv: Nu er han selv fængslet

Krimi Voldsomt opgør: Forsøgte at køre overfaldsmænd ned efter knivstikkeri