To patruljevogne og en hundevogn på biljagt

Sydøstjyllands Politi var på biljagt efter en stjålen Audi A5 i nat. En person er anholdt

Natten til tirsdag i Vejle fandt en længere biljagt sted, efter to personer havde stjålet en Audi A5. En 20-årig mand blev anholdt efter episoden.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Stjålet før biljagt
Omkring klokken 01.50 var tyven gået ind i et hus på Atlasvej i Vejle. Her fandt han i bryggerset nøglerne til Audien.

Klokken 3.14 kontaktede bilens ejer Sydøstjyllands Politi og fortalte, at han gennem bilens GPS kunne se, at bilen befandt sig på Nørregade i Vejle. En patrulje fik hurtigt kontakt med bilen, der dog valgte at stikke af fra stedet.

20-årig anholdt
Politiet sætter herefter en hundebil og to patruljevogne efter det stjålne køretøj. Knap en halv time senere finder de bilen og opdager, at to personer forsøger at stikke af.

Hundepatruljen fik fat i den ene af de to, som var en 20-årig mand, ikke langt derfra. Han blev anholdt på stedet. Han bliver sigtet for brugstyveri og indbrud.