To personer anholdt for knivstikkeri midt i København

En mand er kommet til skade, efter han natten til fredag var offer for et knivstikkeri i København.

Ved du noget eller har du billeder? Kontakt Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En mand er natten til fredag kommet til skade i et knivstikkeri på Gothersgade i centrum af hovedstaden.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

- Hvad det lige handler om, ved vi ikke endnu. Vi tror, det er et slagsmål, der har udviklet sig, men det er lige tidligt nok at sige endnu, fortæller Gunnar Nørager, central efterforskningsleder hos Københavns Politi, til Ritzau.

Politiet har anholdt to formodede gerningsmænd, og oplyser samtidig, at offeret ikke er i livsfare.

- De er i gang med at undersøge ham på Rigshospitalet, siger Gunnar Nørager til Ritzau.

Anmeldelsen om knivstikkeriet kom ved 03-tiden, og tidligt fredag morgen er det stadig småt med oplysninger i sagen.

- Der er en masse løse ender, vi skal have stykket sammen, før vi kan sige noget endeligt, lyder det fra efterforskningslederen.

Det er uklart, hvor manden er blevet stukket.