RETTEN I KOLDING (Ekstra Bladet): Et markant blå-sort mærke under venstre øje og strækkende sig fra øret til midt på kinden vidner om, at noget voldsomt er gået for sig for en 30-årig mand fra Kolding.
Fredag formiddag blev han sammen med en 29-årig kvinde fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling ved Retten i Kolding. Begge er sigtet for manddrab.
Offeret er en 22-årig kvinde, som cirka klokken 12.20 torsdag blev stukket flere gange - 'et ukendt antal gange', som det hedder i sigtelsen - i brystregionen.
Drabsvåbnet er en kniv.
Kvindens lejlighed
Gerningsstedet er en 2. sals lejlighed i et almennyttigt boligbyggeri på Violvej i det centrale Kolding.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er gerningsstedet identisk med den sigtede 29-årige kvindes privatadresse.
Da de to drabssigtede blev ført ind i den lille retssal 6 i domhuset i Kolding, var de begge stadig klædt i blå DNA-dragter og med fødderne stukket i sorte klipklapper.
Gennem deres forsvarere meddelte de, at de nægter sig skyldige i manddrab.
Anklager Christina Bork Hansen begærede ved indledningen af grundlovsforhøret dørlukning af hensyn til efterforskningen. Begæringen blev efterkommet af dommeren.
Andet drab i samme område
Inden dørene blev lukket for offentligheden, oplyste anklageren, at det er Sydøstjyllands Politis opfattelse, at der udover de to sigtede og det 22-årige offer også var en fjerde person – en kvinde - til stede i lejligheden på Violvej på eller omkring tidspunktet for drabet.
Denne kvinde er endnu ikke afhørt.
Beboerne på Violvej i Kolding er og har i det hele taget været hårdt ramt på det seneste. Det er kun godt et år siden, at der blot to opgange fra det nye gerningssted blev begået et knivdrab.
Da gik det ud over den seksårige dreng Sohil, hvis 33-årige mor stak ham ihjel. Hun forklarede i retten, at hun hørte stemmer i sit hoved, og at det var stemmerne, der beordrede hende til at stikke kniven i sit eget kød og blod.
Kvinden blev i forrige uge dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital, da hun formentlig er paranoid skizofren.
Hun blev også dømt til efterfølgende udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Den 22-årige kvinde, der blev dræbt torsdag klokken 12.20, bliver ifølge Sydøstjyllands Politi obduceret i løbet af i dag.