To tiltalt: Røvede ti kilo hash ved indkøbscenter

Nægter hashrøveri - sidder i forvejen varetægtsfængslet for drabsforsøg

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Ti kilo hash røvet under pistol-trusler - sådan lyder tiltalen mod to unge mænd, der i dag har taget plads på anklagebænken.

De unge mænd, der er 23 og 24, har begge tilknytning til indvandrer-bandemiljøet i København, og begge nægter sig skyldige.

De er barndomsvenner, og de kender hinanden fra Brønshøj, hvor de er opvokset.

Den ene af mændene - den 23-årige - sidder pt varetægtsfængslet sammen med sin fætter i en sag om drabsforsøg begået juleaften 2013.

Fætre tiltalt for drabsforsøg juleaften

Hashrøveriet, som de to er tiltalt for, skete præcis en måned senere, 24. januar 2014 omkring kl. 20.30 ved indkøbscenteret Fisketorvet i København. Drabsforsøget juleaften blev han først anholdt og varetægtsfængslet efter, at hashrøveriet var foregået.

Ifølge anklageskriftet var røveriet begået sammen med flere indtil videre ukendte medgerningsmænd. Ifølge anklageskriftet var våbnet skarpladt.

- Kender du (røveriofferet, red), spurgte anklager, Anna Pontopiddan ved dagens retsmøde.

- Ja, vi har siddet i fængsel sammen i Sdr. Omme, svarede den 23-årige.

Han forklarede, at de har set hinanden et par gange siden, og de har også talt lidt i telefon sammen.

- Men jeg har ikke røvet ham. Det kunne jeg aldrig drømme om.

- Har du på noget tidspunkt talt med ham om ti kilo hash?

- Nej, det har jeg ikke. Jeg har slet ikke råd til at købe ti kilo hash, det er oppe i den højere ende. Og hvis man skulle købe så meget, så ville det nok blive krævet, at man fremviste nogen af pengene.

- Ligesom hvis man skulle købe en diamant til en million kroner, så ville de vel også kræve at se nogen penge før handlen, lød det fra den 23-årige.

- Hvis jeg endelig skulle købe til kilo hash, så ville jeg købe det på staden, tilføjede han.

- Det er jo blevet anmeldt. Hvorfor tror du, han har anmeldt sagen, spurgte anklageren.

- Jeg aner simpelthen ikke, hvorfor han skulle give mig skylden, svarede den 23-årige.

- Har du haft en pistol?

- Overhovedet ikke.

- Har nogen af dine venner en pistol?

- Ikke, det jeg ved af.

- Jeg ved ikke om det er relevant for sagen, men jeg er  blevet skudt engang, sagde den 23-årige, der i samme åndedrag stillede anklageren et modspørgsmål:

- Er der overhovedet fundet en skarpladt pistol?

- Nej, det er der ikke, svarede hun.

- Der vil blive afspillet en del telefonaflytninger senere i sagen. Er det dig, der taler i telefonen, spurgte den 23-åriges forsvarer.

- Kun få gange er det mig. Jeg kørte bil, og derfor var det min kammerat, der snakkede, men han er død nu, svarede den 23-årige.

Også det angivelige offer for hashrøveriet var indkaldt som vidne ved dagens retsmøde. Her er der tale om en 46-årig mand, der tidligere har været sigtet og dømt i forbindelse med sager om hash og narko.

Men ved dagens retsmøde frabad han sig at vidne i sagen. Han var i øvrigt i selskab med nogle betjente, da han på nuværende tidspunkt sidder varetægtsfængslet i en anden sag. Hvilken kom ikke frem i dag.

Sagen fortsætter 17. maj, hvor der blandt andet vil blive afspillet en række telefonaflytninger.

Ud over hashrøveriet er han tiltalt for 6. februar i på Refshalevej bag Christiania at have ført en bil, selvom han er frakendt kørekortet.

Ved samme lejlighed fandt politiet en gummihammer og en metal-ditto i bilen, og derfor er han også tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.