Et lokomotiv er kørt galt i Andersmatt i Schweiz, hvorved 30 er blevet kvæstet, oplyser schweizisk politi.
Sammenstødet skete på en station i den centrale del af landet kort før middag.
Det ene tog havde omkring 100 passagerer om bord.
Ingen er i kritisk tilstand, oplyser politiet i Uri ifølge det schweiziske medie 20 Minuten.
Et øjenvidne, der befandt sig på banegården, da ulykken fandt sted, har ifølge 20 Minuten talt ti ambulancer på stedet.
Derudover var der fire redningshelikoptere, skriver mediet.
Andersmatt er en by i kantonen Uri. Landsbyen befinder i godt 1400 meters højde nær Sankt Gotthard-passet, og ulykken fandt sted på den populære Matterhorn-Gotthard-bane.
Her skulle lokomotivet køre hen på et parallelt spor for at komme foran fem togvogne med de 100 passagerer.
Men noget gik galt, og lokomotivet kørte i stedet ind i vognene.
En talsperson fra Matterhorn-Gotthard-selskabet oplyser, at lokomotivet kun kørte med en hastighed på mellem 15 og 20 kilometer i timen.
Årsagen til ulykken er ikke klarlagt. Politiet har sammen med den schweiziske togsikkerhedsmyndighed igangsat en undersøgelse af årsagen bag.