En tøjforretning i Køge blev natten til søndag udsat for et yderst velplanlagt tyveri.
Klokken 1.59 modtog politiet en anmeldelse, efter at en bil havde påkørt butikkens glasfacade. Der var ikke tale om et færdselsuheld, men et rambuktyveri.
Tre mørkklædte mænd gik hurtigt på rov i butikken, inden de kørte fra stedet i nordlig retning ad Nørregade. De er stadig på fri fod.
- Vi antager, at det er planlagt. Også fordi køretøjet er stjålet et døgn før, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsansvarlig i Midt - og Vestsjællands Politi.
Den sorte Volkswagen der blev brugt under tyveriet, blev meldt stjålet dagen før.
Det er ikke første gang, at politikredsen oplever rambuktyverier.
- Mærkevarer er nøgleordet her. Vi har tidligere set en lampebutik i vores kreds, der også blev udsat for et rambuktyveri, siger Martin Bjerregaard.
Tyvene er sluppet af sted med tyvekoster af høj værdi.
- Der er blevet stjålet for et sekscifret beløb, siger Martin Bjerregaard, der ikke ønsker at gå yderligere i detaljer.
Midt - og Vestsjællands Politi hører gerne fra vidner, der har set en sort Volkswagen Tiguan med nummerpladen CG64230 før eller efter tyveriet natten til søndag.