Togtrafik stoppet: Mand stukket med kniv

Der er længere rejsetid på S-togene mellem Buddinge Station og Farum Station, efter et slagsmål, hvor en mand er blevet stukket med kniv

Et slagsmål i S-toget har ført til, at en mand er blevet stukket med kniv på Skovbrynet Station.

Det fortæller Dan Houtved, vagthavende hos Nordsjællands Politi.

- Der har været et slagsmål i S-toget forud for klokken 13:58, hvor vi modtager anmeldelsen. Slagsmålet har resulteret i, at en mand er blevet stukket med kniv, siger han til Ekstra Bladet.

Politiet er i gang med at efterforske hændelsen, derfor er der længere rejsetid mellem Farum Station og Buddinge Station.

Det skriver DSB på Twitter.

Gerningsmand stukket af
Vagtchefen oplyser, at den forurettede er kørt til skadestuen.

Gerningsmanden er derimod stukket af fra stedet.

- Lige nu leder vi efter gerningsmanden, derudover er vi på stationen, hvor vi skal se, om vi kan finde nogle vidner eller andre spor, siger Dan Houtved.

Politiet har ikke nogle oplysninger om, hvad der er gået forud for slagsmålet.

Vagtchefen oplyser, at togene kører normalt indenfor kort tid.