Togtrafik til Københavns Lufthavn indstillet efter påkørsel

En personpåkørsel betyder, at regionaltogene ikke kører mellem Københavns Hovedbanegård og lufthavnen

To personer er onsdag morgen blevet ramt af et tog ved Sjællandsbroen i København. (Foto: Google Maps)
To personer er onsdag morgen blevet ramt af et tog ved Sjællandsbroen i København. (Foto: Google Maps)

Ved du noget om sagen? Så vil vi gerne høre fra dig. Send os dit tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En personpåkørsel i en tunnel ved Sjællandsbroen i København betød onsdag morgen, at DSB måtte indstille al togtrafik på strækningen.

Det oplyser DSB og Københavns Politi.

Ifølge politiet er der tale om to personer, der er blevet ramt af toget.

- Den ene er blevet hårdt kvæstet, og den anden er afgået ved døden. Vi ved endnu ikke, hvorfor de befandt sig på strækningen, så det er vi ved at finde ud af, siger Michael Poulsen, vagtchef ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

På strækningen kører regionaltog mellem Hovedbanegården og Københavns Lufthavn Kastrup, og alle afgange mellem 06.20 og 08.20 blev aflyst.

Der blev ikke indsat togbusser i stedet, og DSB henviste derfor i stedet til busser og metroen, der kører planmæssigt.

Passagerer, der skal videre til Sverige, skulle derfor tage en bus eller metro til lufthavnen, hvorfra de kunne skifte til et regionaltog til Sverige, oplyser DSB til Ekstra Bladet.

Klokken 8.20 kørte den første afgang fra Københavns Hovedbanegård mod lufthavnen dog, så togtrafikken atter kører planmæssigt med enkelte forsinkelser.