Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Det var en dement, 87-årig mand, der søndag aften mistede livet i en tragik ulykke ved Vemb Station i Vestjylland ved Holstebro.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
300-400 meter før stationen så togføreren, at der lå en mand ved siden af skinnerne. Da togføreren brugte togets advarselssignal, rejste manden sig op og blev ramt af toget. Manden døde på stedet.
Lå tæt ved skinnerne: Mand død efter togpåkørsel
Ifølge politiet havde manden først på aftenen forladt Plejecenter Krohaven, hvor han boede. Kort efter blev han ramt af toget.
Plejehjemmet er nabo til togstationen. Personalet har fortalt politiet, at de begyndte at lede efter manden, så snart de opdagede, at han var væk.
'En af medarbejderne fik øje på den ældre mand og var på vej hen for at hjælpe ham, da han blev ramt af toget. Det er uvist, hvorfor den ældre mand opholdt sig ved skinnerne, men politiet betragter hændelsen som en tragisk ulykke', oplyser politiet.
Al togdrift på strækningen blev indstillet umiddelbart efter ulykken, men er nu genoptaget.