Travkusk frifundet for voldtægt: Her er dommen

Efter 13 måneders varetægtsfængsling kunne en 56-årig travkusk forlade retten som en fri mand - frifundet for voldtægt, men dømt for en serie blufærdighedskrænkelser mod en 17-årig pige

Anklageren havde krævet 6½ års fængsel til 56-årig travkusk, men dommen endte med halvandet års fængsel. Han accepterede dommen på stedet. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Anklageren havde krævet 6½ års fængsel til 56-årig travkusk, men dommen endte med halvandet års fængsel. Han accepterede dommen på stedet. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Retten i Lyngby, Ekstra Bladet: Halvandet års fængsel og løsladelse på stedet.

Sådan lyder dommen over en 56-årig kendt travkusk fra Charlottenlund travbane, der netop er dømt ved Retten i Lyngby.

Han blev frifundet for en omfattende tiltale for voldtægt, voldtægtsforsøg og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod to 17-årige piger, og han blev alene dømt for cirka 40 blufærdighedskrænkelser mod den ene 17-årige, en psykisk sårbar pige, som i dag er 19 år.

Han var mentor og træner for pigen, mens den anden 17-årige var frivillig hjælper i stalden. Kusken blev også frifundet for blufærdighedskrænkelse mod en 14-årig erhvervspraktikant.

Travkusken har nægtet sig skyldig i hele tiltalen, og det var en tydeligt lettet mand, der forlod retten som løsladt. Han har siddet 13 måneder i varetægtsfængsel, så straffen på halvandet år er allerede afsonet, når der tages hensyn til reglerne for prøveløsladelse.

Den 56-årige valgte at acceptere dommen. Han blev også dømt for vold mod en tidligere kæreste, som han ramte i hovedet med en dunk fyldt med småsten. Men han blev frifundet for et overfald på sin hustru. Ifølge retten blandt andet fordi hun afviste at vidne mod manden.

Anklager Carina Erdogan sagde efter dommen, at hun vil nærstudere den otte sider lange konklusion, før hun afgør, om den skal indstilles til anke. Hun havde nedlagt påstand om seks et halvt års fængsel til travkusken.

Retsformand Ivan Larsen forklarede ved domsafsigelsen, at på gerningstidspunkterne var voldtægtsparagraffen formuleret anderledes end i dag, hvor der blot skal manglende samtykke til for at dømme for voldtægt.

Tidligere skulle der være anvendt vold eller trusler om vold, og det fandt retten ikke bevist, at der havde været tale om. Den ene 17-årige pige har forklaret i retten, at hun og travkusken havde en form for 'sugardating-forhold', men i de tre tilfælde, hvor der var rejst tiltale for voldtægt af hende, havde hun sagt fra.

Den 56-årige har forklaret, at der gik rygter på Charlottenlund Travbane om unge piger og 'dobbelt-bookinger', fordi han var kendt for at have mange damer. Til tider to-tre ad gangen.

Men det gør ham ikke til voldtægtsforbryder, sagde hans forsvarer, advokat Christian Kirk Zøllner, da sagen blev indledt i marts. Advokaten krævede da også pure frifindelse for samtlige forhold, da der var procedure i sagen i sidste uge:

- Juridisk set er der ikke fugls føde på denne sag. Der er ikke et eneste vidne, som har set de påståede overgreb,  sagde advokat Christian Kirk Zøllner ifølge Villabyerne. Han har tidligere beskyldt politiet for at have begået et 'karaktermord' på hans klient:

- Politiet har udsat min klient for en smædekampagne. Der er tale om et af de største karaktermord på en offentlig kendt person. Det er usmageligt og sørgeligt, sagde advokaten, da retssagen blev indledt.

I dag bemærkede advokaten til sin klient: - Vi fik medhold i det hele - stort set. Christian Kirk Zøllner ønskede ikke at kommentere dommen.

Der er blevet afhørt knapt 50 vidner under den lange retssag, hvor retsformand Ivan Larsen nedlagde et referatforbud for hele retssagen af hensyn til 'sagens oplysning' efter en påstand fra advokat Christian Kirk Zøllner om, at vidnerne aftalte forklaringer op til retssagen i en gruppe på Facebook.

Østre Landsret fandt dog det totale referatforbud overflødigt og ophævede det igen efter et kæremål fra Ekstra Bladet og Villabyerne.

En række vidner har forklaret under sagen, at de ikke har bidt mærke i upassende forhold mellem travmanden og de unge piger, som han var tiltalt for at have forgrebet sig på.

Anklager Carina Erdogan kunne i retten dog dokumentere en række sms-beskeder mellem den tiltalte og hans hustru, som giver indtryk af en konflikt mellem konen og travmanden om den 17-årige psykisk sårbare pige, som han var tiltalt for at have forsøgt at voldtage på et hotel i Paris.

Ifølge anklageskriftet mislykkedes voldtægten, fordi pigen var lamslået, i chok og stivnede i hele kroppen. Ifølge dommen var der alene tale om blufædighedskrænkelse.

Den samme pige blev stort set dagligt, ifølge den oprindelige tiltale, udsat for andre seksuelle overgreb end samleje på og omkring travbanen i Charlottenlund, hvor hun blev befølt intimt og tungekysset mindst 70 gange. Retten bedømte, at der havde været tale om cirka 40 gange.

Det var travmanden tiltalt for

2019: Voldtægt ved andet seksuelt forhold og blufærdighedskrænkelse mod 17-18-årig pige (A), der næsten dagligt og mindst 70 gange gennem halvandet år, blev intimt befølt og tungekysset. FRIFUNDET for voldtægt, men dømt for blufærdighedskrænkelser, hvor retten mente, der var tale om cirka 40 gange.

Forsøg på voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold og blufærdighedskrænkelse mod den samme pige på hotel i Paris. FRIFUNDET for voldtægt, men dømt for blufærdighedskrænkelse.

2008: Tre voldtægter mod en 17-årig pige (B): Den første i køkkenet i en lejlighed, hvor hun blev grebet, holdt fast mod en væg og voldtaget bagfra. FRIFUNDET. Den anden henover en bænk ved Søerne i København. FRIFUNDET.  Den tredje i en hesteboks i stalden på en gård i Helsingør, hvor der blev holdt 'staldfest'. Pigen var fuld og kunne ikke modsætte sig. FRIFUNDET

2014 og 2015: Blufærdighedskrænkelse mod 14-årig pige (C), der var i praktik på travbanen og blev udsat for befølinger. FRIFUNDET.

2010: Vold efter § 245 og 244 mod en tidligere kæreste, der blandt andet blev slået i hovedet med en dunk fyldt med småsten. DØMT FOR GROV VOLD VED AT HAVE KASTET DUNKEN

2018: Vold efter § 245 og 244 mod hans kone, der blev slået, rusket eller skubbet til blev grebet om halsen, fik kastet en genstand i hovedet og fik taget kvælertag, mens parrets fælles barn var til stede. FRIFUNDET blandt andet FORDI HUSTRUEN HAR AFVIST AT VIDNE I RETTEN