Tre anholdt for filmet voldtægt

Kvinde i 20'erne blev angiveligt voldtaget under privat fest, hvor gerningsmændene optog voldtægten på video

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En kvinde i 20´erne blev natten til lørdag angiveligt voldtaget af tre unge mænd under en privat fest i Værløse.

Nordsjællands politi anholdt i nat de tre mænd, der ligesom den forurettede kvinde, er i 20´erne.

Politiet vil senere i dag begære mændene varetægtsfængslet i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Den formodede voldtægt blev optaget på video og delt med nogle personer, mener politiet, som har fundet og beslaglagt videoen.

Kvinden og de tre sigtede er alle blevet retsmedicinsk undersøgt inden det planlagte grundlovsforhør.

Efterforskningsleder Henrik Sejer kan ikke oplyse mændenes stilling til sigtelsen, da de endnu ikke er detaljeret afhørt. - Det vil formentlig først ske i retten, siger Henrik Sejer.

Sigtelserne vil formentlig omfatte straffelovens § 216 om voldtægt mod en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, for eksempel på grund af beruselse. Bestemmelsen har en strafferamme på op til otte års fængsel.