Tre biler kørt sammen: Flere tilskadekomne

Vejen er spærret i begge retninger på ubestemt tid

Opdateret: Begge veje er åbne igen.

Tre biler er sent onsdag eftermiddag kørt sammen på Rute 22 Slagelsesvej nord for den nordlige omfartsvej ved Næstved.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Vi får anmeldelsen klokken 17:16. Tre biler er stødt sammen, og der er sket en del materiel skade, fortæller vagtchef Anders Mikkelsen.

- Er der nogle tilskadekomne?

- Ja, der er flere tilskadekomne, og vi har sendt ambulancer af sted, men det skulle ikke være noget meget alvorligt, oplyser vagtchefen.

Vejen er spærret i begge retninger på ubestemt tid.

Ambulance sendt til ny ulykke
Kort før klokken 18 er to biler kørt sammen på Skælskør Landevej rute 259 ved Gerlev.

- Der er sendt en ambulance til stedet, fordi en af de implicerede har klaget over nakkesmerter, fortæller Anders Mikkelsen.

Vejen er ikke spærret.