Søndag har der på kort tid været tre påsatte brande i Brønderslev i Nordjylland. Den sidste skete kort efter klokken 15, hvor en blot otteårig dreng blev tilbageholdt tæt på stedet med en lighter.
- Vi træffer en ungersvend på otte år, som erkender at have været delagtig i hvert fald den ene af dem. Han er kørt hjem til forældrene, og vi skal have en snak med dem senere sammen med de sociale myndigheder, siger vagtchef i politikredsen Poul Badsberg til Ekstra Bladet.
Der har ikke været nogen, der er kommet til skade, ligesom den materiale skade er minimal.
- Der har dog været noget kraftig røgudvikling fra et kælderrum, siger vagtchefen.
De tre brande er blevet påsat i ejendomme på Thorvaldsensvej, Rasmus Rasks Vej og i et kælderrum på Knudsgade.
- Det er alvorligt nok, og når man er otte årm burde man vide, hvad man laver, synes jeg. Men der er selvfølgelig forskel på otteårige, siger vagtchefen.