Tre dræbt efter påkørsel af bjørn

Ulykke med tre biler og en bjørn koster menneskeliv i Florida

En trafikulykke med tre biler og en bjørn kostede tre menneskeliv. (Foto: AP)
En trafikulykke med tre biler og en bjørn kostede tre menneskeliv. (Foto: AP)

Tre mennesker omkom, mens otte blev kvæstet i forbindelse med påkørslen af en bjørn i naturområdet Everglades i det sydlige Florida, skriver avisen Miami Herald.

Gary Bitner, talsmand for det lokale politi, oplyser, at der var tale om en kædereaktion af ulykker, efter at en Caddilac Escalade havde påkørt bjørnen.

- Tre personer fra et andet køretøj steg ud og prøvede at hjælpe, og de blev alle ramt af et tredje køretøj og omkom, siger Bitner og tilføjer.

- Vi har aldrig før haft en bilulykke, der involverer en bjørn.

I forbindelse med ulykken blev i alt fire personer alvorligt kvæstet og fløjet med helikopter til et hospital i Fort Lauderdale.

Fire andre, der var lettere tilskadekommet, blev kørt med ambulance. Der var flere børn blandt de kvæstede, oplyser politiet.

Bjørnen døde også ved ulykken, oplyser lokale medier.

Tragedien skete i indianer-reservatet Big Cypress Seminole Reservation, der ligger i Alligator Alley, der er opkaldt efter de mange alligatorer i området.

Ifølge myndighederne er der omkring 3000 sorte bjørne i Florida. De fleste lever i et skovområde nordvest for Miami.