Tre dræbt i dansk-amerikansk tragedie i USA

Pensioneret danskfødt familiefar har dræbt sin kone og voksne søn og til sidst taget sit eget liv, skriver amerikanske medier

Efterforsker i Lincoln County udenfor familien Jorgensens hus efter tragedien. (Foto: DEREK DAVIS/PORTLAND PRESS HERALD via AP)
Efterforsker i Lincoln County udenfor familien Jorgensens hus efter tragedien. (Foto: DEREK DAVIS/PORTLAND PRESS HERALD via AP)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Et lille bysamfund i delstaten Maine i USA er rystet efter, at en dansk-amerikansk familie på tre er blevet fundet dræbt i den populære turist- og ferieby Boothbay Harbor.

Der er ifølge flere amerikanske medier tale om ægteparret Carol og den danskfødte Svend Jorgensen og deres voksne søn Eric.

Ifølge politiet har den 71-årige mand dræbt sin 75-årige kone og 40-årige søn for til sidst at tage sit eget liv, skriver nyhedsbureauet AP.

Politiet reagerede på en henvendelse om at tjekke op på ægteparret i det mørkerøde hus, hvor både Dannebrog, Stars and Stripes og et flag for Maine vajede udenfor. Indenfor krakelerede idyllen dog, da betjentene fandt ligene af husets beboere.

Carol Jorgensens lig blev fundet i soveværelset, mens hendes mand blev fundet død i kælderen i det pensionerede ægtepars hus. Sønnen blev fundet død i køkkenet hjemme hos sig selv - et stykke fra forældrenes hus.

Retsmedicinere har ifølge AP slået fast, at alle tre er dræbt af skud i hovedet.

Brev om økonomi
Ifølge AP efterlod Svend Jorgensen, som stammer fra Danmark, et brev om sin økonomiske situation, men ikke noget, der forklarer motivet for drabene.

Ifølge talsmand ved Department of Public Safety Stepen McCausland menes der ikke at være andre involveret i sagen, der betegnes som en familietragedie.

Naboer fortæller til Portland Press Herald, at Eric for kun få måneder siden var flyttet ind i huset, hvor han lørdag blev fundet dræbt af skud. Det tilhørte før hans mormor, som døde sidste år.

Overlevende bror
I en anden by i delstaten sidder hans bror Peter Jorgensen tilbage med sorgen over at have mistet sin familie.

Han lagde natten til tirsdag amerikansk tid et billede af sig selv og sin nu dræbte bror Eric på Facebook som profilbillede.

Det har fået flere venner til at skrive kondolencer til den sørgende bror og søn.

'Eric oplyste hvert rum, han gik ind i. Jeg er så ked af det, Pete', skriver en ven.

'Oh Pete - Sikke et vidunderligt billede. Det gør mig så ondt for dig og din familie og mig selv og alle dem, der kendte Eric og jeres forældre. Vid, at du har en stor familie, der elsker dig og er der for dig, når du har brug for os', lyder det også.

'Peter - vores kærlighed går til dig i denne tunge tid. Dit tab gør os så ondt, og jeg ved, at der ikke findes ord, der kan få sårene til at læges, men vil bare fortælle dig, at du er i vores tanker, skriver en ven.

Artiklen fortsætter under billedet...

Et dobbeltdrab og selvmord har rystet Boothbay Harbor i delstaten Maine. (Foto: Google Maps)
Et dobbeltdrab og selvmord har rystet Boothbay Harbor i delstaten Maine. (Foto: Google Maps)
 

Også i Boothbay Harborm, som om sommeren er en skattet destination for turister og sejlere, er indbyggerne fortvivlede over tragedien:

- Man kan simpelthen ikke fatte det. Det er sådan en katastrofe, siger naboen Loraine Nickerson, som har kendt Carol Jorgensen og hendes familie i årtier, til The Boston Globe.

Dejlige mennesker
Hun er bare en blandt mange rystede i det lille bysamfund, hvor familien var meget populær.

- De var dejlige mennesker, rigtige venner, siger skulptøren Tony Heyl, som fortæller til The Boston Globe, at han hundredevis af gange har spist morgenmad med ægteparret på den lokale diner i løbet af de sidste 20 år.

Heyl overtog for cirka 15 år siden en ur- og smykkebutik i havnebyens shoppecentrum, som havde været i Carol Jorgensens families eje i 50 år, og kender familien godt, skriver Portland Press Herald.

- De var alle sammen velbegavede og flittige, siger han til avisen.

Heyl beskriver den nu dræbte søn Eric Jorgensen og hans overlevende bror som positive og succesfulde udadtil.

- Det gælder hele familien. Man ville aldrig nogensinde have forestillet sig, at det her var muligt, siger Heyl til The Boston Globe.

Udenrigsministeriet undersøger sagen
Sådan beskriver Susan Foss, en ven af familien, som har kendt Eric Jorgensen, siden han gik hende til knæene, også den vellidte familie. Hun siger til Portland Press Herald, at hun ikke havde bemærket noget unormalt, før der pludselig var stort politiopbud lørdag:

- Det var de sidste, man kunne forestille sig, at noget som dette kunne ske for. De var fantastiske, fantastiske mennesker, siger hun til Portland Press Herald.

Ifølge avisen var Svend Jorgensen ingeniør og arbejdede i 28 år og helt frem til pensionen i marts 2014 på skibsværftet Bath Iron Works, mens Carol Jorgensen arbejdede i lufthavnen Portland International Jetport.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Ekstra Bladet, at man har bedt generalkonsulatet i New York om at undersøge sagen, men endnu ikke har fået svar på henvendelsen.

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

1 af 2 Et dobbeltdrab og selvmord har rystet Boothbay Harbor i delstaten Maine. (Foto: Google Maps)
2 af 2 Efterforsker i Lincoln County udenfor familien Jorgensens hus efter tragedien. (Foto: DEREK DAVIS/PORTLAND PRESS HERALD via AP)